Nyhedsbrev fra foreningen Børns Livskundskab
Problemer med at se denne mail?
Åbn i din browser.
bbornslivskundskabdk
Konferencen i Oslo Første nordiske konference ”Mindfulness for barn og unge” er nu veloverstået. Der var 500 deltagere, der sammen med mange gode foredrag og workshops var med til at skabe et meget inspirerende samvær i en venlig atmosfære, der lover godt for fremtiden. Norsk forening for opmærksomt nærvær som tilrettelagde konferencen, har lovet at foredragene senere vil blive tilgængelige på foreningens hjemmeside, så andre kan få glæde af de mange interessante indlæg.



Ny filmFilmkompagniet er nu klar med den tredje film, som vi fra Børns livskunskab har været medvirkende til. Denne gang med støtte fra Ministeriet for Børn og Undervisning. Filmen hedder ”Ro og nærvær i skolen” og indeholder optagelser fra Risskov skole, hvor lærere og pædagoger for nylig er begyndt at arbejde med at skabe ro gennem nærværsøvelser, samt optagelser fra Langå skole, hvor 3.a siden skolestart har arbejdet med øvelser ud fra pentagrammet. Filmen indeholder også interviews med professor Per Fibæk Laursen, Århus Universitet og Jesper Juul og Helle Jensen fra Børns livskundskab. Filmen kan ses gratis eller købes via www.filmkompagniet.dk



Vi slutter dette sidste nyhedsbrev i 2012 med Peter Høegs opsummering og overvejelser fra foreningens årsmøde med ønsket om alt godt ved årsskiftet.

På bestyrelsens vegne
Helle Jensen




Fra årsmødet i Børns LivskundskabAf Peter Høeg.

På foreningens årsmøde i september måned kom spørgsmålet om hvordan fremtiden vil blive for mindfulness-bevægelsen op. Jeg vil gerne forsøge at sammenfatte nogle af de synspunkter der i den forbindelse kom frem.

Først skal det siges at interessen for mindfulness på nuværende tidspunkt sandsynligvis er det fænomen der har størst betydning for den vestlige verdens stadig større opmærksomhed på meditation. Der udgives i år – og er de sidste to år udgivet – mellem 300 og 400 publicerede forskningsrapporter om mindfulness, foruden en uoverskuelig mængde af andre slags bøger og artikler om emnet.

Denne mængde har været eksponentielt stigende de sidste ti år.

Mindfulness-bevægelsen – hvis det er ok at kalde den det – udspringer i høj grad af lægen Jon Kabat-Zinns og psykiateren Mark Williams arbejder – indenfor henholdsvis især stressreduktion og mindfulness-baseret kognitiv terapi. De har begge deres inspiration og træning fra især Theravada-buddhismen træning i koncentrativt nærvær og vidnemeditation. De træningsformer der på sanskrit kaldes henholdsvis shamatha og vipassana.

Det, vi ved årsmødet talte om, var: Hvad kan man vente der vil ske med denne bølge af interesse der på nuværende tidspunkt er så omfattende at man er tæt ved at kunne kalde den global?

Jesper Juul fortalte at han har set så mange skoledannelser og retninger opstå og siden sygne hen og forsvinde, at han mener at have fundet et mønster: Hvad der sker når et fænomen er stort nok – og det er mindfulness for længst blevet – det er at ”amatørerne begynder at strømme til.” Derved udvandes det oprindelige koncept, og afløses med tiden af den næste modebølge.

Den første del af dette forløb – amatørernes tilstrømning - er tydeligvis allerede sket for mindfulness. Jon Kabat-Zinns egen instruktøruddannelse har ufravigelige krav til en daglig praksis, en tilbagelagt flerårig træning, retreaterfaring og løbende supervision. Hvis vi op mod dette holder den danske mindfulness-scene, så er det sørgeligt klart hvor få instruktører der lever op til disse krav. Der udbydes i dagens Danmark instruktør-kurser i mindfulness af få dages varighed.

Alene denne fortynding af fænomenet vil på sigt udgøre – udgør vel allerede – en trussel mod dets gode navn og rygte.

Spørgsmålet er nu: Hvad kan vi i Børns Livskundskab lære af dette? Og til hvilken grad kan vi selv vente at blive ramt af en lignende lovmæssighed?

Til det kunne man sige følgende: Vi har stor interesse og respekt for især Kabat-Zinns og Mark Williams dybe pædagogik. Alligevel er det vigtigt at gøre opmærksom på, at det vi foreslår man formidler til børn og voksne på væsentlige punkter adskiller sig fra mindfulness i deres forstand.

Denne forskellighed skyldes formentlig hovedsagligt at Kabat-Zinn og Williams har terapi og stressreduktion som sigte, hvor det vi gerne vil er at støtte børn og voksne i at fastholde og udvikle det bedste i dem selv, ved at give plads til hvad vi kalder ”de naturlige kompetencer.”

Det er vores opfattelse at mennesket – alle mennesker – dybest set lever og fungerer udfra en essens, et ”hjertets inderste”, der er naturligt vågent og medfølende.

Dette hjertets inderste skal forstås som et potentiale,  et felt af muligheder som, hvis det får plads, selv vil begynde at sætte sig igennem.

Dette felt nærmer man sig bedst fra en tydelig fornemmelse af og kontakt til sin krop, sine empatiske følelser der reflekteres omkring det fysiske hjerte, og gennem en forståelse for og klarhed i sit bevidsthedsrum.

Denne forståelse af mennesket er transpersonlig, den udgår fra en tillid til og viden om den førnævnte naturligt medfølende essens.

Derved adskiller den sig fra træningen i mindfulness, der vil lære mennesker nye strategier til håndtering af psykisk ubehag som stress og depression og ikke – som er hvad vi understreger – blot give plads til potentialer der findes på forhånd og som vokser naturligt hvis de får plads.

De empatiske følelser spiller – i den træning vi foreslår – også større rolle end i mindfulness-træningen. Kabat-Zinn understreger ganske vist mange steder værdien af hvad han kalder at ”kultivere loving-kindness”. Men denne kultivering har ikke den afgørende rolle som hjertefølelserne har hos os.

Dette er naturligvis på ingen måde en kritik af Kabat-Zinn. Hans projekt kan i en hvis forstand siges at være afsluttet når et menneske ikke mere er stresset. Hvor vores mål i en vis forstand er meget mere ambitiøst, vi prøver at slå et slag for eksistentiel lykke og meningsfylde i videste forstand.

For os er mindfulnesss-træningen derfor et skridt, et helt nødvendigt skridt. Men kun det første.

Hvis man ikke kan etablere et minimum af klarhed i sit bevidsthedsrum, så kan man ikke nå det minimum af ligevægt i forhold til sine emotioner som gør at ens hjertefølelser kan begynde at få plads. De empatiske hjertefølelser bringer, når de breder sig, både dybere fysisk og psykisk afspænding med sig. Men denne naturligt helende proces kan man ikke få øje på, hvis man ikke, i hvert fald i kortere stræk eller øjeblikke, kan adskille sig fra den uophørlige strøm af emotioner og tanker.

Neutral, ikke-dømmende bevidsthedsklarhed -  som den forbilledligt opøves i mindfulness-træningen – er nødvendig for at kunne begynde at mærke hjertets muligheder.

Og udviklingen af hjertets muligheder er det nødvendige grundlag hvis man ønsker dybere kontakt til sin egen essens, sin dybeste menneskelighed og medmenneskelighed. For denne essens er netop karakteriseret ved at den er foreningen af vågenhed, samhørighed og medfølelse.

Tilbage til fremtiden for mindfulness-bølgen og Jesper Juuls betænkeligheder: Udover udtyndingen – der truer ethvert fænomen der når ud over specialisternes snævre kreds -  skal man i dette tilfælde holde øje med følgende forhold: Vi lever i en kultur der er fattig på visdom, som ikke mere har visdomsbilleder. Der er praktisk talt ingen personer i offentligheden vi stoler på udenfor det ganske smalle felt hvorpå de måske har en ekspertviden. Der er ingen mennesker som vi tiltror viden om hvordan man bliver lykkeligere, hvordan man egentlig skal tage sig af børn, hvordan man får kærlighed og seksualitet til at blive ved med at blomstre i et længevarende forhold, hvordan man forholder sig dybere til det faktum at man skal dø.

For nu blot at nævne nogle få af de større spørgsmål.

Denne mangel på adgang til eksistentiel visdom giver – sammen med de vestlige konsumsamfunds ekstremt vekslende overflade - en desperat længsel efter absolutte og hurtige løsninger. Absolutte og hurtige pædagogikker, opdragelsesmetoder, hurtige psykofarmaka, instant entlightenment.

Lige nu bærer mindfulness-bølgen lidt af en sådan mirakel-label.

Det er ikke en label Jon Kabat-Zinn har klistret på den, den stammer fra vores alles hunger efter et eller andet der kan udpege en retning i tilværelsen. Men påklistret er den.

Denne falske forhåbning om at mindfulness vil vise sig at være en hurtig løsning er farlig. Bag den er skuffelsen og vreden over at heller ikke denne skoledannelse var hurtig og effektiv nok, allerede klar.

En beslægtet skuffelse og vrede lurer et andet sted: Den kulturradikale del af den vestlige bevidsthed har et – velgørende – antiautoritært streak. Alt der påberåber sig monopol på sandheden er den klar til at rejse sig imod. Samtidig med at også denne side af os alle længes efter mening og godt véd, at alene ved at opløse ydre autoriteter når vi højst til kaos, det er nødvendigt at sætte en indre autoritet i stedet. Og hvor skulle den findes, hvis vi ikke allerede inderst i vores væsen har dens fundament?

I det omfang mindfulness fremstiller sig selv som en skoledannelse med et sandhedsmonopol graver bevægelsen allerede sin egen grav.

Hvad så med vores bestræbelser indenfor Børns Livskundskab?

For det første giver dette vel andledning til at minde sig selv om den banale, men alligevel ubehagelige og derfor nemt oversete kendsgerning, at alle der træder op på offentlighedens scene og foreslår voksne – og endnu værre: børn – noget, de løber en risiko. Og er det man foreslår ikke en mirakelkur, men tværtimod langsomt og nogle gange besværligt, så er denne risiko særlig stor.

Dernæst skal vi, tror jeg, blive ved med at minde om, at den træning vi foreslår har vi ikke selv opfundet, og den har vi ikke monopol på. Vi har taget fra og ladet os inspirere af og bygget videre på klodens visdomstraditioner og eksistentiel psykologi og den oplyste humanisme og de store psykoterapeuter og mange andre kilder.

Helt for egen regning vil jeg vove en provokation: Jeg tror at den visdom der ligger i empatistjernen er en af de teorier i menneskehedens historie der har vist sig mest holdbar.

Alle teorier er midlertidige, det viser naturvidenskabens historie med al ønskelig tydelighed. Et videnskabeligt verdensbillede lever en tid, så antastes det, bryder sammen, og afløses af et nyt, som det for eksempel er fremstillet i videnskabshistorikeren Kuhns berømte bog The Structure of Scientific Revolution.  Hvorved videnskaben synes at bevæge sig fremad gennem en stadig mere forfinet – mens også endeløs – række af stadig mere dækkende forklaringsmodeller.

Det naturvidenskabelige verdensbillede har – fra dets etablering som tit faslægges til omkring renæssancen – således været i konstant forandring gennem 500 år.

Må jeg herimod forsigtigt nævne at empatistjernes opfattelse af, at mennesket har en essens der ved træning kan udfoldes, går flere tusind år tilbage. Og vel at mærke har – og i snævrere kredse altid har haft – en formulering der er fuldstændig frisat fra trosforestillinger, ja som tilfredsstiller hele den moderne naturvidenskabs krav til trinvis verificerbarhed.

Jeg tror det skyldes at empatistjernen – og i det hele taget essensen af de store visdomstraditioner, dem som Aldous Huxley døbte The perennial Philosophy – er minimumsteorier. De er simpelthen de enklest mulige formuleringer af det grundlag der skal til for at mennesker selv kan begynde at udfolde sin egen tilværelse.

Eller sagt på en anden måde: Erfaringen og holdningen der ligger til grund for empatistjernen er knapt nok en teori.

Teorier, som for eksempel naturvidenskabens, er altid sproglige. Niels Bohr blev hele sit liv ved med at understrege at naturvidenskaben ikke udforsker den fysiske virkelighed, den udforsker hvad der kan siges om den fysiske virkelighed.

Anderledes med den fremgangsmåde som empatistjernen sammenfatter. Den er parat til, ja den opfordrer til, at slippe dagligsproget og dermed alt hvad der kan siges om virkeligheden, for i stedet at mærke denne virkelighed direkte.

Det er noget af det der giver den dens holdbarhed. Den er ikke engang underlagt de forandringer som ethvert sprog og ethvert sprogligt udsagn med tiden undergår. Den sigter dybere eller højere, den har retning mod noget mere fundamentalt, og som ligger bag eller over sproget.

Vil man fastholde sproget kommer man ikke udover sproget, og så kan man som naturvidenskaben blive ved med at forfine i det uendelige, men også samtidigt skulle leve med den ubehagelige følelse af at det er som om man hverken forståelsesmæssigt eller eksistentielt rigtigt når frem.

For mig er empatistjernen – og dens udadvendte side som vi i foreningen benævner med Helles og Jespers fine vending relationskompetence  - simpelthen den enkleste og mest kraftfulde teori og holdning til at få det bedre af. Og sammen med andre dybe og enkle hjertevidenskaber som Advaita Vedanta og høj zen og hesykasmen for bare at nævne nogle, som jeg er sikker på er lige så gode og som jeg i øvrigt synes minder så påfaldende om vores bestræbelser at jeg håber de vil blive yderligere moderniseret og vestliggjort så deres tidløse visdom vil blive synlig for endnu flere, sammen med dem er empatistjernen for mig den vigtigste del af menneskehedens kulturelle arv, endnu dybere, endnu vigtigere end alle de fine landskaber og bygninger som UNESCO – heldigvis - har fredet.
 
    Hjertelige hilsner
                                        Peter Høeg

Copyright © 2012 BørnsLivskundskab.

www.bornslivskundskab.dk
Netværk: www.bornslivskundskab.ning.com



Nyhedsbrevet er lavet med:
Email Marketing Powered by Mailchimp