Copy

26. august 2022

På opdagelse i genrer

Når du i dag besøger Filmstriben, vil du formentlig lægge mærke til, at designet har fået et brush-up. I den forbindelse har vi gjort det nemt at få inspiration til film inden for forskellige genrer. Under hver genre præsenteres filmene i forskellige lister, så du hurtigt kan finde frem til din næste filmoplevelse. I denne uge giver vi dig en forsmag på nogle af de filmperler, du kan finde under de forskellige genrer.

Under musikgenren finder du bl.a. ’Annette’, en kulørt, bizar og rørende musical med musik kombineret af rockbandet Sparks. Komedien ’Alletiders kvinder’ er en varm, humoristisk og velspillet hyldest til kvinder i flere livsaldre, som foregår i 1970'ernes Californien.

Er du til horror, kan du besøge gysergenren og finde den sydkoreanske film ’The host’, hvor et frygteligt monster dukker op og spreder død og panik i Seoul. ’Diva’, en af ugens nye film, er en fransk thriller om et ungt, operabegejstret postbud, der vikles ind i mystiske begivenheder. 

Se alle ugens nye film på Filmstriben længere nede i nyhedsbrevet.

God fornøjelse,
Filmredaktionen

Annette
Spillefilm, 2t 14 min., drama, kærlighed, musik. Frankrig, 2021. Instruktion: Leos Carax

Henry (Adam Driver) er en stand-up komiker med en voldsom og vulgær form for humor, mens Ann (Marion Cottillard) er en internationalt anerkendt operasanger. Sammen danner de, under stor mediebevågenhed, par og lever et lykkeligt og glamourøst liv. Men fødslen af deres første barn, Annette, en mystisk pige med en enestående skæbne, vender deres tilværelse på hovedet. Kulørt, bizar og rørende musical med musik komponeret af rockbandet Sparks.




Find flere musikfilm


Alletiders kvinder
Spillefilm, 1t 53 min., drama, komedie, kærlighed. USA, 2016. Instruktion: Mike Mills

Dorothea bor alene sammen med sin teenagesøn, Jamie. I huset bor også mekanikeren William, punk-kunstneren Abbie og så er der den rebelske nabopige Julie. Kort sagt - Jamie er omgivet af stærke kvinder og Dorothea er bekymret for om det vil lykkes ham at blive en rigtig mand uden et ordentligt mandeforbillede.

Mike Mills var med 'Alletiders kvinder' nomineret til en Oscar for Bedste originale manuskript.



Find flere komedier


The host
Spillefilm, 1 t 55 min, gyserfilm. Sydkorea, 2006. Instruktion: Bong Joon-ho

Seks år efter at amerikansk militær har lukket kemikalier ud i Han-floden, dukker der et frygteligt monster op, som spreder død og panik i Seoul. Uhyret fanger teenagepigen Hyon-Seo levende og hendes familie kæmper desperat for at finde hende igen.



Find flere gyserfilm


Diva - ny på Filmstriben
Spillefilm, 1t 57 min., thriller. Frankrig, 1981. Instruktion: Jean-Jacques Beineix

Om et ungt, operabegejstret parisisk postbud, der indblandes i mystiske begivenheder, bl.a. fordi han er i besiddelse af en båndoptagelse af en koncert med en feteret operasangerinde.

Find flere thrillere

Ugens aktuelle film
Fem film er nomineret til Nordisk Råds Filmpris 2022. Blandt de nominerede er den danske film ’Vanskabte land’ af den islandske instruktør Hlynur Pálmason. På Filmstriben finder du hans film ’En hvid, hvid dag’, som ligeledes var nomineret til Nordisk Råds Filmpris i 2019.

En hvid, hvid dag

Spillefilm, 1t 49 min., drama. Island, 2019. Instruktion: Hlynur Pálmason

I en afsidesliggende islandsk by fatter en pensioneret politichef mistanke om, at en mand fra byen skulle have haft en affære med hans hustru, der for ganske nylig døde i et trafikuheld. Gradvist besættes han af ønsket om at finde sandheden. Det medfører, at han ikke blot udsætter sig selv for fare men også sine allernærmeste. En fortælling om sorg, hævn og ubetinget kærlighed.


Nye film på Filmstriben

Bjørnen

Spillefilm, 1t 36 min., drama. Frankrig, 1988. Instruktion: Jean-Jacques Annaud

"Der findes en følelse, som er stærkere end styrken til at dræbe, og det er den, som lader et liv leve." Med dette citat indledes dette storslåede eventyr om bjørneungen Youk, som lever lykkeligt med sin mor i de majestætiske bjerge, da tragedien sker. Et stenskred dræber moderen, så Youk må klare sig selv. Han møder en gigantisk skamskudt grizzly bjørn, som først ikke vil vide af Youk, men da de hører ekkoet af geværskud og hundeglam, flygter de, og et venskab opstår.

Jean-Jaques Annaud forberedte sin film i seks år. Hver scene krævede måneders træning for de tolv bjørne, som delte hovedrollerne. Resultatet blev en form for film, som aldrig er lavet før, eller siden.



 


Ida og Pjalte

Animation, 1t 11 min., drama. For små børn, for større børn. Estland, Danmark, 2020. Instruktion: Meelis Arulepp, Karsten Kiilerich

'Ida og Pjalte' er historien om en lille pige og hendes ”usynlige ven” Pjalte. En charmerende, men udfordrende tøjdukke, som Mark, Rubys storebror, har syet til hende. En dukke som bliver Idas nye bedste ven, men som samtidig bliver årsag til konflikter i familien, hvilket munder ud i en dramatisk redningsmission, hvor Ruby og hendes bror lærer et og andet og genvinder respekten for hinanden.



 


Kilden i Provence

Spillefim, 2t 1 min., drama. Frankrig, 1986. Instruktion: Claude Berri

Provence i 1920'erne. Her ankommer den pukkelryggede Jean De Florette fra byen for at skabe sig et nyt paradis med sin kone og deres lille datter. Men byens store gårdherre, Papet, planlægger at stjæle marken fra ham. Ved i al hemmelighed at tappe vand fra kilden som løber ved Jeans gård, tvinges Jean til at gå flere kilometer for at hente vand. Samtidigt med at planterne visner i den hede sommer, drives Jean nærmere vanviddets og ødelæggelsens afgrund. Dette er beretningen om den lille mand mod den store, om godt mod ondt, om liv mod død - i en beretning så mægtig, smuk og gribende, at den ikke efterlader nogen uberørte.



 


Manon og kilden

Spillefim, 1t 48 min., drama. Frankrig, 1986. Instruktion: Claude Berri

Fortsættelse af Marcel Pagnols storslåede beretning fra 1920ernes og 1930ernes Provence 'Kilden i Provence'. Ti år er gået siden Jean De Florette døde. Ugolin og Papet, som forårsagdede Jeans død, trives i rigdom. Og Jeans datter, Manon, er nu blevet voksen og forvandlet til en henrivende skønhed, som lever med sine geder i bjergene. Blot synet af hende kan gøre en mand besat, og det er, hvad der sker for Ugolin, da han ser hende bade nøgen i en bjergsø. Men Manon afslører hans og Papets forbrydelse og iscenesætter en djævelsk hævn, som ikke blot skal tilintetgøre dem - men hele landsbyen. Samtidig afsløres også hemmeligheden om hvem Jean De Florette egentlig var. En hemmelighed som chokerer alle. Ikke mindst Manon selv.



 


Natural light

Spillefim, 1t 39 min., drama. Ungarn, 2020. Instruktion: Dénes Nagy

István Semetka, en simpel ungarsk landmand, fungerer under Anden Verdenskrig som korporal i en specialenhed, der nedkæmper partisaner i det besatte Sovjetunionen. På vej mod en fjerntliggende landsby angribes hans enhed af fjenden, og deres overordnede dør. Nu må Semetka overvinde sin frygt og overtage kommandoen over enheden, der vil lade deres vrede gå ud over de lokale, mens han modvilligt trækkes ind i et kaos, som han ikke kan kontrollere…

Instruktøren Dénes Nagy har skabt en æstetisk perle, som med udsøgt billedsprog af Tamás Dobos og et andægtigt tempo leder tankerne hen på mesteren Andrej Tarkovskij. Baseret på Pál Závadas roman af samme navn.



 


Old joy

Spillefim, 1t 11 min., drama. USA, 2005. Instruktion: Kelly Reichardt

To gamle venner genforenes for at tage på en campingtur til et afsides sted med varme kilder et sted i Oregons skove. En fintmærkende film om to mænd, der lider i tavshed, hver på sin måde.



 


The ice storm

Spillefim, 1t 53 min., drama. USA, Storbritannien, 1997. Instruktion: Ang Lee

Filmen skildrer en amerikansk forstadsfamilie, der langsomt er ved at gå i opløsning. Forældrene er på kanten af en skilsmisse, og deres to børn skal igang med deres første seksuelle erfaringer.



 


The Straight story

Spillefim, 1t 53 min., drama. USA, 1999. Instruktion: David Lynch

Den 73-årige alderdomssvækkede Alvin Straight tager på sit livs rejse på sin plænetraktor 595 km fra Iowa til Wisconsin. Han vil forliges med sin bror Lyle efter et skænderi for mange år siden - inden det er for sent.



 


Persondata

Du modtager denne mail, fordi du er tilmeldt som modtager af nyhedsbrevet 'Nyt fra Filmstriben' fra DBC.

Klik på "Opdatér profil" nedenfor for at se, hvilke data vi har registreret om dig. Vi benytter alene dine data til at sende dig nyheder om Filmstriben. Du kan til enhver tid afmelde dig, hvorefter vi sletter dine data. 

 
Andre nyhedsmails om DBC's produkter:
|Nyt fra Forfatterweb| |Nyt fra Faktalink|


DBC på sociale medier

Følg Filmstriben
Ikon til Filmstribens Facebook side Facebook   Instagram   Twitter
Del nyhedsbrevet
 
Synes du godt om nyhedsbrevet?
Like På opdagelse i genrer on Facebook
Arkiv over udsendte nyheder
www.dbc.dk







This email was sent to <<Mailadresse>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Filmstriben / DBC · Tempovej 7-11 · 2750 DK · Denmark