OM OS   STØT   KONTAKT  

VERDENS BEDSTE NYHEDER er på gaden fredag d. 9. september - KULU er med, når de gode budskaber deles ud!


Kvindernes U-landsudvalgs nyhedsbrev august 2016:

Siden sidst: Mange aktiviteter i KULUs jubilæumsår
Flere piger i Mali får fødselsattester og adgang til skolegang
MUSONET godt på vej med ny indsats det tidligere krigshærgede GAO i det nordlige Mali
Ny udviklingsstrategi - hvad mener KULU
VERDENS BEDSTE NYHEDER - Vil du med?

 

 

Kære <<First Name>>

Det er på høje tid med et nyhedsbrev fra KULU. Vi beklager den lange pause grundet KULUs tæt pakkede jubilæumsprogram i foråret, og et nedskåret sekretariat. Vi satser på, at følge op med flere nyhedsbreve i efterårsmånederne.

Jubilæmsåret fortsætter med en række spændende arrangementer i efteråret. Bl.a. får KULU besøg af vore partnere fra Mali i november, og KULU markerer FNs PIgens dag 10. oktober.
MUSONET er stærkt involverede i dialogen om fred og fredsskabende aktiviteter i Mali, læs mere nedenfor.


 

KULUs jubilæumsår - glimt fra maj måneds arrangementer

I maj måned diskede KULU op med en hel stribe arrangementer. Højdepunktet var naturligvis KULUs festlige 40 års jubilæum torsdag d.12. maj - få dage efter selv 40 årsdagen 8. maj 2016. Aftenen bød på et festligt program med et kig tilbage i KULUs spændende historie, hvor Karen Wolf fortalte om det dengang nyskabende samarbejde med kvinderadioer i Peru og Chile, og der blev vist klip fra filmen "Kvinder tager ordet. Om Radio Tierra i Chile".  KULUs ny ambassadør Camilla Gregersen gav en passioneret tale om Giv en pige ret kampagnen, og Vigga Bro fik de fremmødte jubilæumsgæsters fulde opmærksomhed med sin medrivende fortælling, hjembragt fra et af hendes besøg i Afrika. Aftenen bød også på sjove indslag med Quiz og konkurrencer, som Isa Romby, der var praktikant på KULU i foråret, havde sat i værk. Det skabte bl.a. stor glæde med de mange spændende præmier, doneret til lejligheden af en lang række velvillige samarbejdsparter.


I kølvandet på jubilæet fulgte 'Women Deliver'- konferencen ugen efter. Her var KULU var repræsenteret med bod i Mini-Folkemødet onsdag d. 18. maj.











På billedet ovenfor ses fra venstre KULU forkvinde Janice G. Førde, sekretariatskoordinator Ruth Ejdrup Olsen og senior- og projektkonsulent i Mali og Congo-grupperne, Hanne Liveng.
Billedet til højre: Hanne Liveng, travlt optaget af at fortælle en af de internationale gæster om KULUs samarbejde i Mali og Congo.

KULU var også tilstede under den alternative Talk Town - samtaleby om køn, ligestilling & feminisme.
Her præsenterede Hanne Liveng og Jance G. Førde i en workshop fredag d. 20. maj, i samarbejde med CISU, erfaringer og resultater fra samarbejdet om Giv en pige ret-kampagnen og samarbejdet med MUSONET i Mali.

Senere samme dag var KULU - i samarbejde med Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed - vært for paneldebatten "Feministisk udenrigspolitik - hvorfor?". Debatten var inspireret af den svenske Udenrigsminister Margot Wallströms erklæring og intention om at føre en feministisk udenrigspolitik, og en ny svensk NGO-rapport, der tog den svenske minister på ordet.
Trods et sidste minuts afbud fra Sofia Tuvestad, en svensk repræsentant for kvindefredsligaen og fra den danske socialdemokratiske mf'er Yildiz Akdogan, blev det til en spændende og ivrig debat - med Trine Pertou Mach ved roret, og Ulla Sandbæk, mf for Alternativet fhv. og Mette Annelie Rasmussen, medlem af Københavns Borgerrepræsentation for R  - samt KULU forkvinde Janice G. Førde og Isa Romby, praktikant på KULU og aktivist i Kvindefredsligaen i panelet. Et spørge- og debatlystent publikum rejste spørgsmålet om, hvorfor det er så vanskeligt at tage ordet feminisme i sin mund i Danmark, og drøftede om en stærkere politisk insisteren på feminisme, kan hjælpe med at skærpe fokus og prioritering på pigers og kvinders rettigheder, ikke bare i udviklingspolitik, men i det hele taget. Det lovede politikerne i panelet at tage med sig hjem.
Se mere om paneldebattenHent de svenske NGO'ers rapport: "Hvor feministisk Sveriges udenrigspolitik?".
 


Giv en pige ret kampagnen i Mali

Giv en pige ret fortsætter - med indsamling i Danmark - og i Mali med at styrke indsatsen med rettigheds-undervisning og uddeling af fødselsattester til piger, i de områder, hvor MUSONET og de involverede medlemsorganisationer allerede har etableret lokale samarbejdskontakter. Samtidig rykker den nye satsning i den tidligere borgerkrigsramte Gao provins nærmere.

MUSONET aktive i fredsarbejdet i Mali
Siden borgerkrigens start i det nordlige Mali i 2012 og til nu har MUSONET været involveret i arbejdet for at skabe fred og forsoning. De har været med i demonstrationer og fredskaravaner, og de har været centrale aktører i seminarer og konferencer med fokus på at skabe fred og sikkerhed. Ikke mindst har de arbejdet for at sikre pigers og kvinders rettigheder ved at sætte fokus på FNs resolution 1325 om kvinder, fred og sikkerhed.
Som medlem af den nationale Women's Platform følger de implementeringen af den ny fredsaftale, der blev indgået juni 2015, og deltager i monitoreringen af den skrøbelige fred i bl.a. Gao provinsen.











 









WILDAF Mali, et af MUSONETs medlemmer, deltog januar 2016 i en konference om Mali's  nationale 1325 handlingsplan, arrangeret af Mali's ministerium for kvinder, børn og familie, og med deltagelse af bl.a. en repræsentant for FNs fredsbevarende mission MINUSMA.
WILDAF, der allerede har stået for et hjælpeprogram for kvindelige flygtninge i det nordlige Mali, og har rapporteret om krigens konsekvenser for kvinder og børn samt fulgt op med en serie retssager, vil være hovedaktøren i det kommende Giv en pige ret-program i Gao-provinsen.


Silence the guns by 2020
Den Afrikanske Union, AU, har nedsat en særlig envoy "Silence the guns by 2020" - med fokus på Kvinder, fred og sikkerhed. MUSONETs præsident Mama Koite Doumbia deltog i AU-mødet i Rwanda i juli måned - i egenskab af præsident for Platform for Women Leaders in Mali. Se en video produceret af UN Women i den anledning.


MUSONET på World Social Forum 2016
Også på det nyligt afholdte World Social Forum august 2016 i Montreal, Canada, talte Mamo Koite om nødvendigheden af fred og frihed fra vold - som forudsætninger for pigers og kvinders rettigheder og fremskridt.
På billedet ses MUSONET præsident Mama Koite Doumbia på talerstolen ved World Social Forum.




 


Jubilæumsåret fortsætter: Besøg fra Mali, markering af FN mærkedage og et storstilet støttearrangement

Det er blot nogle af de aktiviteter, der er i støbeskeen for efterårsmånederne og frem mod årsskiftet.
Som led i kampagnen Giv en pige ret arbejder KULU på at markere Pigens dag d. 10. oktober 2016.
November måned byder på et såkaldt dialogbesøg med KULUs partner MUSONET fra Mali. Det sker som optakt til 16-dages kampagnen mod vold mod kvinder, som KULU dette år markerer med temaet 'Sikker skolegang for piger' - med det formål at sætte fokus på MUSONETS indsats for at udvide Giv en pige ret kampagnen til det konfliktprægede nordlige Mali.
KULU får besøg af WILDAF præsident Bintou Foune Samake og MUSONET præsident Mama Koite Doumbia, som fra d. 20. - 27. november deltager i en række offentlige arrangementer i København og i Odense, hvor de fortæller om deres arbejde for at sikre piger skolegang i Mali. På programmet er også en panelhøring, der skal stille skarpt på FNs resolution 1325, og hvordan kvindernes situation og rolle styrkes i arbejdet for at skabe fred og sikkerhed i det nordlige Mali. Høringen arrangeres i samarbejde med DIIS. Endelig markeres FNs dag mod vold mod kvinder fredag d. 25. november med et festligt arrangement, der byder på spændende taler, musik og optræden samt mulighed for at smage på afrikansk mad og snacks. Arrangementet vil foregå i Nordvest bydelen, hvor Ansgar Kirke venligst har stillet indbydende mødelokaler til rådighed. Dialogbesøget vil give rig lejlighed til at møde KULUs partnere og dialoggæster ansigt til ansigt. Mere information følger i de kommende måneder.
Endelig arbejder KULU på støttearrangementer med optræden af KULU  ambassadører og kunstnere.
 


Ny dansk udviklingsstrategi: KULU med i 92-gruppens høringssvar

Efter anbefalingerne fra regeringens Taksøe-udvalg tidligere på året blev regeringens udkast til ny dansk udviklings- og humanitær strategi lanceret lørdag d. 18.juni 2016 under Folkemødet på Bornholm. Derefter blev udkastet sendt i offentlig høring over sommeren, frem til fristen 5. august 2016.
KULU har bidraget med sine synspunkter som del af 92-gruppen.-  Hent 92-gruppens høringssvar her.
Find regeringens udkast og øvrige høringssvar på Udenrigsministeriets hjemmeside.
 


VERDENS BEDSTE NYHEDER - vær med til at sprede budskabet

En gruppe gæve, morgenfriske KULU-kvinder mødes kl. 7 - 9 fredag morgen for at gå på gaden med uddeling af aviser, juice og for at fortælle om KULUs Giv en pige ret-kampagne i Mali.
Det foregår ud for butikken 'Verdens bedste gaver' - på Vesterbrogade 31, København V.

Mens uddelingen foregår på fortovet udenfor butikken, byder butiksejer (og KULU bestyrelsesmedlem) Annemarie Njie også på en lille kop varm morgenkaffe til de forbipasserende, der har tid til en lille snak.

Kom og vær med til at dele de positive budskaber ud, og bred KULUs Giv en pige ret kampagne ud til endnu flere.
 

 

  Giv en pige ret

  - Doner et identitetspapir til en pige i Mali, så hun kan komme i skole

Sæt kryds i kalenderen

For mere info om vores events, se Facebook eller www.kulu.dk

 

Fredag d. 9. september kl. 7 - 9: VERDENS BEDSTE NYHEDER
Omdeling af aviser og juice. KULU mødes ud for butikken 'Verdens bedste gaver', Vesterbrogade 31, København V.

10.oktober: Markering af Pigens dag
Mere information følger.

Dialogbesøg 20.-27. november 2016 - i anledning af 16 dages kampagnen mod vold mod kvinder:
Mere information følger.

Se også kalenderen på www.kulu.dk

 
Med venlig hilsen

Kvindernes U-landsudvalg

Redaktionen sluttede den 09/08/2016
Ansvarshavende: Forkvinde Janice G. Førde
Redaktion: Redaktør og skribent Helle Nielsen
Email Marketing Powered by Mailchimp
Kvindernes U-landsudvalg 2016: 40 år for kvinders rettigheder
Bryd fattigdommen - Bak op om kvinders egne initiativer - Støt kvinders rettigheder

Kvindernes U-landsudvalg • Thoravej 13, 2.tv. , 2400 København NV • Tlf.: 33 15 78 70 • Fax: 33 32 53 30 • Email: kulu@kulu.dkwww.givenpigeret.dk
Nordea reg. nr.: 2191 kontonr: 8968 139 453 • Giro: +01 +9 00 55 01 • Swipp: 20 56 28 02 • Mobile pay: 40 41 05 70 • CV-nr.: 83 76 75 10 • Kvindernes Bygnings Fond støtter www.givenpigeret.dk