OM OS   STØT   KONTAKT  

Til kamp for kvinderne i 2015-målene - nu og efter 2015!


Kære <<First Name>>

 
Den 8. marts er kvindernes internationale kampdag.

I Danmark er ordet kvindekamp i dag for det meste byttet ud med ligestilling, og der er nogenlunde politisk konsensus om målene. Men når det gælder kvinderettigheder globalt, så handler det stadig om Kamp med stort K. Det gælder både i de lande, hvor KULU samarbejder med lokale kvindeorganisationer, og det gælder i de internationale fora, hvor KULU er repræsenteret.

Et af de vigtigste, FN’s årlige Commission on the Status of Women – eller CSW-mødet – ligger også i marts lige efter den internationale kvindedag. KULU’s forkvinde
Janice G. Førde deltager som sædvanlig som en del af den officielle danske delegation til mødet.

CSW har denne gang fået temaet: ”Udfordringer og resultater i implementeringen af 2015-målene for kvinder og piger. ”Kommissionen vil ikke blot gøre status over, hvad der er nået, men er også en del af forarbejdet til den nyformulering af de videre mål efter 2015, der er i gang. Sammen med vores forbundsfæller verden over, er KULU’s mål, at kvinderettigheder og ligestilling ikke blot bliver bibeholdt som et selvstændigt mål, men bliver tænkt ind i alle delmålene.

Men det kommer ikke af sig selv. I de senere år har CSW-møderne været præget af skarpe opgør, hvor en gruppe af konservative og religiøse lande forsøger at udvande de internationale aftaler og konventioner om kvinders rettigheder.  Kampen foregår også inden for EU. Så der frygtes og forventes kamp til stregen, også i år.

Som altid benytter vi i KULU også d. 8. marts til at sætte fokus på vores ”Giv en Pige Ret”-kampagne, og det samme gør vores partner FEMNET-Mali. Som en del af Malis nationale fejring af kvindedagen arrangerer FEMNET-Mali endnu en ceremoni med uddeling af fødselsattester og uddannelsesidentitetskort til piger i byen Narena. Markeringen af kvindedagen i Mali er vigtigere end nogen sinde efter regeringen har genvundet kontrollen over den nordlige del af landet fra de islamistiske militser, der havde taget magten og indført en streng kvindefjendsk lovgivning.

Så vi opfordrer til, at man markerer kvindedagen ved at købe et ”Giv en Pige Ret”-bevis. Det er både en hjælp til en konkret pige eller ung kvinde i Mali og en kvindepolitisk markering af, at kvinder har krav på deres rettigheder.

Det budskab tager vi også med, når KULU herhjemme deltager i 8. marts-initiativets arrangement i Vesterbro Kulturhus i København, hvor du kan møde os ved vores informationsstand.

God international kvindedag!
 

 

 
                                                                                                                                                                                      
Del nyhedsbrevet med dine kollegaer, familiemedlemmer og venner
Like KULU på Facebook

 

Kvindekommission kigger FN’s 2015-mål efter i sømmene


Fra den 10.-21. marts er kvindeorganisationer og diplomater fra hele verden samlet i New York til det årlige CSW-møde (Commission on the Status of Women). Kvindernes U-landsudvalg ved forkvinde Janice G. Førde er som sædvanlig med som en del af den officielle danske delegation.

Temaet for mødet er ”Udfordringer og resultater i implementeringen af 2015-målene for kvinder og piger.” Mødet skal altså evaluere fattigdomsmålenes effekt og samtidig er det en del af forarbejdet til at få opstillet et nyt sæt mål for perioden efter 2015.

KULU arbejder sammen med vores partnere verden over for at de nye udviklingsmål kommer til at omfatte et uafhængigt, højt prioriteret mål, som bekæmper de grundlæggende årsager til manglende ligestilling og ligeværd og udvikling.

Men det forudses at blive en hård kamp med konservative kræfter, som på flere områder ønsker at rulle kvinders rettigheder tilbage.

Læs mere om forberedelserne til CSW-mødet her og om den udtalelse, som KULU er medunderskriver på op til mødet.

Et nyt hold piger får ret op til 8. marts

FEMNET-Mali, der er KULU’s partner i ”Giv en Pige Ret”-kampagnen er lige nu ved at forberede den næste ceremoni, hvor piger i landsbyen Narena vil få uddelt de papirer, de mangler for at kunne fortsætte i skolen.

Ceremonien i Narena er planlagt til den 4. og 5. marts og er del af det officielle regeringsprogram i Mali op til fejringen af den internationale kvindedag 8. marts. Fejringen er ikke blevet mindre vigtig, fordi kvinders og pigers rettigheder er under pres i Mali fra fundamentalistiske kræfter.

Læs mere om den kommende uddeling

 

Støt - og "Giv en pige ret"

1000 kvinder tvinger myndighederne til at lytte

I Mwenga i det østlige DR Congo fortsætter mobiliseringen mod de mange voldtægter i området. I hvert af de 6 centre til støtte for voldtægtsofre, som kvindeorganisationen FPDH har oprettet i samarbejde med KULU, har de 30 trænere FPDH har uddannet afholdt seminarer. Her har omkring 1000 landsbykvinder deltaget og hørt om deres juridiske rettigheder og om, hvordan de gennemfører en retssag. Mange af dem har gået i timevis for at nå frem, og mange med en lille i et sjal på ryggen.

Møderne, hvor kvinderne deler deres erfaringer, bryder den traditionelle skammens tavshed omkring voldtægterne, og de giver kvinderne viden og styrke til at træde frem. På seminarerne møder kvinderne repræsentanter for myndighederne, traditionelle høvdinge, lokale politikere og politimestre og tvinger dem til at lytte. Sammen med FPDH vover landsbykvinderne at konfrontere myndighedspersonerne med deres passivitet og accept af den seksuelle vold.

Efter seminarerne kan Ingen landsby og ingen myndighed længere påberåbe sig uvidenhed. FPDH har fået sat de seksuelle overgreb på dagsordenen i Mwenga.  

 

KULU's medlemmer: Folkevirke

KULU blev fra begyndelsen dannet som en paraplyorganisation. Det er vi stadig, og ud over de individuelle medlemmer står 23 organisationer bag KULU. Hver måned i nyhedsbrevet præsenterer vi en af dem, og vi begynder med Folkevirke.

Folkevirke blev grundlagt i 1944 af Bodil Koch som en tværpolitisk oplysningsbevægelse for kvinder. Formålet er at fremme en aktiv dialog og give især kvinder et bedre fundament for at deltage engageret i den demokratiske proces.

Ud over at være medlem har Folkevirke og KULU gennem tiden lavet arrangementer sammen – senest i november i forbindelse med den internationale 16-dages kampagne mod vold og congolesiske Emeraude Mumate Zawatis besøg her i Danmark. Her var Folkevirke med til at lave arrangementer med hende.

 

Konkurrence

Månedens vinder af bogen ’Ode til Kastanjen’  er Isabella Frenning, der er nyt medlem i KULU. Velkommen til Isabella, som også vil få en besked personligt.

Næste måned trækker vi igen en vinder af den flotte bog ’Ode til Kastanjen’ af Louise Albers og Stina Mott. Vinderen bliver udtrukket blandt de medlemmer, der har meldt sig ind i KULU i løbet af den sidste måned, fornyet deres medlemskab eller givet et bidrag.

Så skynd dig at forny dit medlemskab, få din ven eller veninde til at melde sig ind i KULU eller giv et gavebidrag til KULU, så er du med i konkurrencen.
Du kan klare det hele i vores webshop her
Eller læse mere om mulighederne for at støtte KULU her

Bøgerne er donerede af forfatterne, som en støtte til KULU’s arbejde. Medlemskaber og gavebidrag er livsnødvendige for KULU’s vigtige arbejde for kvinders rettigheder og udvikling. Både KULU og vores kampagner er 100 pct. egenfinansierede. Din støtte gør vores arbejde muligt - og gør en stor forskel for verdens piger og kvinder.
 

KULU's verden - sæt kryds i kalenderen



27. februar kl. 17.30-20.20: Mødet med Malis stærke kvinder

Foredrag hos 2200 Globetrotterne med KULU's forkvinde Janice G. Førde og seniorkonsulent Hanne Liveng.
Mali er et land det er de færreste beskåret at rejse i. Inden for de sidste par år har Mali været igennem en regional opstand og et kupforsøg, der udløste en international intervention i landet. Siden har der været valg og kvinderne i landet er gået til modstand mod det forsøg på fundamentalistisk islamisering, som oprøret trak med sig.
Janice og Hanne fortæller om mødet med kvinderne i landet og om KULU's kampagne "Giv en pige ret".

Læs mere om arrangementet på 2200's facebookside
 


28. februar kl. 14.30-16: Who and how to finance the post-2015 sustainable development agenda?
Seminar arrangeret af UNDP i FN-Byen i København om hvordan udviklingsmålene finansieres mest effektivt i et miljø, hvor der er blevet stadig flere aktører.

Læs mere og tilmelding




4. marts kl. 14-17: Land administration and gender equality
Konference på DIIS om forskning i metoder til at fremme lige adgang og rettigheder til land.

Læs mere og tilmelding




8. marts: Kvindernes Internationale Kampdag. KULU er med på 8. marts initiativets arrangement i Vesterbro Kulturhus, hvor vi har en stand.

Se programmet her




15. marts kl. 9.30-18.00: More alternatives to growth
International Transform!-konference om alternative vækststrategier, baseret på økologisk retfærdighed og som beskytter mod overudnyttelse af landbrugsjord og andre resourcer. 

Læs mere




20.-21. marts: Konference: The European Economic Crisis and it's Consequences for Women
KULU's svenske søsterorganisation i det europæiske WIDE+ netværk, GADIP, afholder en todages konference i Göteborg med fokus på den økonomiske krises konsekvenser for ligestillinge og kvinders rettigheder og vilkår i Europa.

Se programmet her




3. april kl. 17-21: Kvinderettigheder og mødredødelighed i U-lande
Seminar arrangeret af "GO - gruppen for medicinstuderende med interesse i gyneækonogi og obstetrik" og "IMCC - International Medical Cooperation Committee."
Seniorkonsulent Hanne Liveng holder oplæg om KULU's arbejde



21. Maj kl. 17-21: Kvindernes U-landsudvalgs repræsentantskabsmøde
KULU afholder det årlige repræsentantskabsmøde med beretning om årets arbejde. Alle medlemmer er velkomne.
Sted: PH Caféen, Halmtorvet 9A, 1700 København V



23.-25. maj: De store Udviklingsudfordringer
Seminar arrangeret af "Seniorer Uden Grænser". Janice G. Førde holder oplæg d. 24. om formidagen omkring Kvinder i Udviklingsprocessen.
Programmet er ikke online endnu, men find evt. opdateringer på Seniorer Uden Grænsers hjemmeside
Med venlig hilsen

Kvindernes U-landsudvalg

Redaktionen sluttede den 02/27/2014
Ansvarshavende: Forkvinde Janice G. Førde
Redaktør: Kommunikationsmedarbejder Niels Bak Henriksen
Email Marketing Powered by Mailchimp
Kvindernes U-landsudvalg 2014: 38 år for kvinders rettigheder
Bryd fattigdommen - Bak op om kvinders egne initiativer - Støt kvinders rettigheder

Kvindernes U-landsudvalg • Aldersrogade 6E (indgang 6G), 2100 København Ø • Tlf.: 33 15 78 70 • Fax: 33 32 53 30 • Email: kulu@kulu.dk www.givenpigeret.dk
Nordea reg. nr.: 2191 kontonr: 8968 139 453 • Giro: +01 +9 00 55 01 • CV-nr.: 83 76 75 10 • Kvindernes Bygnings Fond støtter www.givenpigeret.dk