NYHEDSBREV 10.07.20

Køb kunst - og hjælp KunstCentret

Corona-krisen har også medført økonomiske udfordringer  for KunstCentret Silkeborg Bad.  Derfor arrangerer vi nu et lille kunstsalg, hvor de forskellige værker og emner sælges 100% med det fulde beløb til fordel for institutionen. På den måde kan du både være med til at støtte KunstCentret og samtidig erhverve et smukt stykke kunst. Se en oversigt over værkerne, der sælges her

Kæmpe ukrudtsplanter ved Gjessøvej

To store flotte planter er pludselig vokset op ved indkørslen til KunstCentret Silkeborg Bad.
Det er kunstneren Trine Brix, der står bag de 3,5 m. høje vækster, lavet i jern og stål. De er efter planen de første af en hel stribe, der kommer til at pryde Gjessøvej foran KunstCentret, og på den måde gør forbipasserende opmærksom på, at herinde sker der både noget med kunst og med natur.

Kom ind for halv pris i sommerferien

Besøg KunstCentret Silkeborg Bad i skolernes sommerferie og kom ind for halv pris.
Takket være regeringens og støttepartiernes ”sommerpakke” sætter vi entré-priserne ned i perioden fra 27. juni til 9. august. Her koster det kun 35 kr. for voksne og 30 kr. for seniorer over 65 år og for studerende og for grupper på min. 10 personer at komme ind. Børn under 18 år har fri adgang.

Masser af sommer-aktiviteter

Sommeren byder på masser af aktiviteter på KunstCentret Silkeborg Bad - for hele familien.
Hver onsdag kl. 16 er der Outdoor Lytte-Lounge i parken, hvor du kan sidde i en behagelig liggestol og lytte til blid musik og naturs egne lyde.
Hver tirsdag kl. 14 - undtagen 14. og 28. juli - spiller Mette Østergaard på sit cembalo i Skovvilla. Her er der både siddepladser og liggestole.
Og så er der Familie-workshop, hver dag kl. 10-17,  hvor børn og deres forældre sammen kan bygge en naturhytte. Se en oversigt her

Sommer-workshops for børn

Lav et sommer-postkort af naturens egne materialer - tegn flotte træer - eller lav et kunstværk, der fortæller om lys.
Der er rigtig mange muligheder for børn for at udfolde sig kreativt, når der i juli måned er udendørs kunst-workshops for børn og deres forældre og bedsteforældre. Børnene guides af professionelle billedkunstnere, der hjælper og inspirere alle til at have en god oplevelse. Læs mere her

Tag bybussen til KunstCentret

En god nyhed for alle dem, der tager bussen ud for at besøge os:
Nu standser bybus nr. 10 igen ved KunstCentret Silkeborg Bad – også på hverdage.
Den nye køreplan, der netop er trådt i kraft, betyder at bussen på hverdage kører indenom en gang i timen fra kl. 9.34 til 13.34. Så det passer lige med, at man både kan nå en gåtur i parken, se udstillingerne, spise frokost og nå tilbage igen.
Lørdag standser bussen også en gang i timen fra 9.34 til 17.33 og søndag fra 10.33 til 17.33.

KunstCentret Silkeborg Bad
Gjessøvej 40
8600 Silkeborg
T 86 81 63 29
E reception@silkeborgbad.dk