NYHEDSBREV 28.06.19

Tegnevandring om Ørnsø

Tag med på en tegnevandring rundt om Ørnsø i Silkeborg og få en fælles oplevelse for både børn og deres forældre/bedsteforældre.
I dagene fra 2. til og med 7. juli guider billedkunstner Anne Grarup deltagerne de 3 km. rundt om Ørnsø på en langsom vandring, hvor både små og større kan være med. Undervejs bruges skitseblokkene til at lave små tegneøvelser.
Læs mere om tegnevandringen her

Vær med i et nyskabende kunstprojekt

Bor du i Silkeborg, og vil du være med til Sculpture Experiment Silkeborg i efterårsferien ?
Så er det nu, og senest 15/8, at du skal melde dig til.
I uge 42 arrangerer KunstCentret Silkeborg Bad og Silkeborg Højskole en række skulptur-workshops rundt om på grønne områder og pladser i Silkeborg. Alle steder vil deltagere sammen med professionelle billedhuggere skabe et værk som forholder sig til temaet "samtale".
Der er plads til deltagere i alle aldersgrupper og det er gratis at deltage. Se mere her:
Børn: Klik her
Unge: Klik her
Voksne: Klik her

Ny scene taget i brug

Den nye udendørs-scene i skulpturparken ved KunstCentret Silkeborg Bad er nu taget i brug - og er allerede populær blandt publikum. Men man kan vist heller ikke forestille sig nogen smukkere omgivelser til en koncert end disse.
Efter planen skal der være musik her ved flere lejligheder sommeren igennem - følg med under "Det Sker" på vores hjemmeside, hvor de endelige datoer og tidspunkter vil blive annonceret.
Når scenen ikke er i brug til arrangementer, vil der stå liggestole, som du er velkommen til at sidde i og nyde solen - og den smukke udsigt over Ørnsø.

"Århuspigen" smukt restaureret

”Århuspigen” i skulpturparken ved KunstCentret Silkeborg Bad fremstår nu så smuk som nogen sinde før efter en omfattende restaurering.
Skulpturen havde fået nogen små revner, der skulle repareres i tide, så man ikke risikerede, at de blev større, så skulpturen begyndte at smuldre.
Men takket være en dygtig konservator kan ”Århuspigen” nu forhåbentlig holde i mange år, til glæde for de mange besøgende i skulpturparken.
Restaureringen er sket med støtte fra Jyske Banks Almennyttige Fond.

Bæredygtige sommerboliger

Selv meget store bygninger til sommerferie-formål kan opføres i bæredygtigt materiale, der ikke alene er holdbart, men også umiddelbart kan genbruges, uden at udgøre nogen fare for miljøet.
I udstillingen ”Sommerlandets arkitektur – drømmen om det gode liv” på KunstCentret Silkeborg Bad kan du se en flot model af friluftscentret ”FDF Sletten” nær Silkeborg. Centret er beklædt med ”Superwood”-træ, der er imprægneret ved, at genbrugt CO2 under højtryk bliver anvendt til at opløse og transportere træbeskyttelse ind i brædderne. På den måde bruges der over hundrede gange mindre træbeskyttelsesmiddel, end der gør i konventionel imprægnering. (Foto: Nils Jepsen m.fl.)

 

KunstCentret Silkeborg Bad
Gjessøvej 40
8600 Silkeborg
T 86 81 63 29
E reception@silkeborgbad.dk