NYHEDSBREV 25.07.22

Seks stjerner til "Ultima Thule"

Der er seks stjerner – ud af seks mulige – i en anmeldelse i Midtjyllands Avis af udstillingen ””Ultima Thule” på KunstCentret Silkeborg Bad.
Den kendte fotograf Henrik Saxgren har i en længere periode levet sammen med befolkningen i Thule-området i Grønland, hvor den traditionelle fangerkultur forsvinder i takt med, at den globale opvarmning smelter isen, hvorfra jagten på sæler og hvaler foregår.
”Det er ikke turistbilleder, men billeder, der kommer indefra og som dermed udtrykker essensen af livet og døden ved verdens ende.” hedder det i anmeldelsen.
Du kan se ”Ultima Thule” på KunstCentret Silkeborg Bad indtil 4. september.

Populær Ukraine-udstilling åbner i Bruxelles

Et stort antal kunstværker har været strandet i Silkeborg på grund af krigen i Ukraine. Men takket være et ihærdigt arbejde, får mange andre mennesker rundt om i Europa nu glæde af dem, og vi kan støtte kunstnerne lidt. For det er lykkedes at få værkerne fra udstillingen på KunstCentret Silkeborg Bad, ”Unfolding Landscapes”, vist i Belgien. Her er udstillingen netop åbnet på ”Art & History Museum” i Bruxelles.
Det var oprindeligt planen, at værkerne fra den 42 deltagende kunstnere skulle sendes fra Silkeborg tilbage til udlånerne i Ukraine. Men det umuliggjorde krigen. Heldigvis viste flere europæiske museer interesse for at overtage den anmelderroste udstilling. Så nu vises den i Bruxelles frem til 18. september, hvorefter den flytter videre til en kunsthal i Schweiz.

Model af Silkeborg Bad præsenteret

Oplev en rigtig fin model af Silkeborg Bad, som det så ud i kurtiden.
En gruppe pensionister og efterlønnere med tilknytning til Rosengårdcentret i Silkeborg har i flere år arbejdet på at fremstille tro kopier af de kurbade, der i sin tid var med til at gøre Silkeborg landskendt som "Kurbyen Silkeborg". Efter først at have lavet både Gudenå Kurbad, Gl.  Skovridergaard og Kneippkuranstalten, er gruppen nu - efter et meget omhyggeligt arbejde - færdig med hvad der vist må betegnes som kronen på værket, nemlig Silkeborg Bad.
Du kan se modellen i den historiske udstilling i Skovvilla på KunstCentret Silkeborg Bad, hvor den vises sammen med de øvrige kurbade.

Plejehjem får skulptur-videoer i gave

Takket være støtte fra ”Statens Genstartpulje 2 til digitalisering af formidling i forlængelse af corona-krisen” har KunstCentret Silkeborg Bad nu fået mulighed for at sende 2 DVD’er med kunst-oplevelser ud som gave til ældre medborgere på 200 plejecentre her i det midtjyske.
Den ene DVD indeholder filmen "De forstenede heste", der tager udgangspunkt i bogen af samme navn og udstilllingen "Klap lige hesten", der blev vist på KunstCentret Silkeborg Bad sidste år. I filmen berettes om heste-skulpturer fra middelalderen til i dag. Den anden film, "Oplevelse og viden", tager seeren med på rundtur i skulpturparken ved KunstCentret. Filmene varer hhv. 28 min. og 41 min. De er skabt i samarbejde mellem antropolog Chr. Heilskov Rasmussen, filmmanden Erik Nørgaard Gravesen, kommunikationsmedarbejder Lars Christensen og direktør Iben From.
Begge film kan i øvrigt ses på YouTube: "De forstenede heste" her og "Oplevelse og viden" her

Hvem vil tappe vand fra Arnakkekilden ?

I mange år hentede Carlsberg vand fra Arnakkekilden ved KunstCentret Silkeborg Bad og brugte det til deres kendte "Kurvand". Men siden bryggeriet sidste år valgte at stoppe produktionen af Kurvand, har ingen udnyttet kildevandet. Derfor har Silkeborg Kommune, der ejer kilden, udbudt muligheden til andre interesserede, der kunne tænke sig at bruge vandet i en produktion.
Arnakkekilden poster dagligt 750.000 liter kildevand ud i Ørnsø. På vej ud i søen passerer vandet gennem 15 mio. år gamle jordlag, hvor det optager mineraler, så det får et højt indhold af jern, kalcium og natrium.
Hidtil er afgiften fra tapningen anvendt som bidrag til at vedligeholde område og bygninger.

Silkeborg Bads Venner

Vi er rigtig glade for jer. Og vi elsker, når I kommer på besøg. Men I skal helst bruge den rigtige indgang. Ellers er vi ikke i stand til at oplyse et retvisende besøgstal.
Nogle medlemmer af "Silkeborg Bads Venner" smutter uden om tælleapparaterne, når de blot vil ind og spise frokost eller drikke kaffe. Man går ind af caféens egen indgang - og glemmer så at tage en billet i caféen. På den måde bliver du/I ikke registreret - og vi kommer til at fremstå som et sted med færre besøgende, end vi i virkeligheden har. Så derfor: Er du medlem af Silkeborg Bads Venner, så benyt altid hovedindgangen, når du besøger KunstCentret Silkeborg Bad.. Du kommer gratis ind under alle omstændigheder, når du er medlem. Og du gør os en stor tjeneste på denne måde.

KunstCentret Silkeborg Bad
Gjessøvej 40
8600 Silkeborg
T 86 81 63 29
E reception@silkeborgbad.dk