Copy
Logo

Et nyhedsbrev, der giver samtaler om det at være menneske, og som gør dig nysgerrig på tro og tvivl, sorg, glæde, ansvar og spiritualitet.

Gå med hjertemusklen

Da jeg en dag gik sammen med en flok andre langs Maribosøerne, hvor der er fine ruter, kom jeg til at tænke på, om man kan gå sig varm?

Jeg ved, at jeg kan, for mine mange skader i ryg, knæ og fødder gør, at jeg ikke kan løbe, men må gå mig en lidt højere puls og stærkere muskler til.

Det gør ikke kun godt for de muskler, andre kan se, også hjertemusklen har gavn af bevægelsen. Og det ikke kun af fysiske grunde. Men gør vandring nu også altid godt?

Det funderede jeg over, mens jeg gik med de mange andre, og nogle havde travlt med at gå forrest, andre med at snakke, nogle med at være tavse som aftalt, og nogle med at være utilfredse med de andre.

Hvor vigtig er den der korrekthed

Det var en lille pilgrimsvandring, som det hedder, når man går med tanker om Gud.

Der er mange definitioner på ordet, men lad nu den samling uenigheder ligge og fokusér på den lille fortælling her. (Det der med pointere korrekthed er faktisk netop en pointe i den ...)

Vi gik fra Engestofte kirke og ind i bøgeskoven, og da vi efter et stykke tid aftalte at måtte tale sammen, gik konversationerne over stok og sten (undskyld min dårlige humor), men hvad gjorde ordene ved os?

Gav de os varmen?

For snart ti år siden skrev jeg en artikel i NORDJYSKE, som jeg da arbejdede for, om, at det var på vej frem med pilgrimsvandringer.

Jeg interviewede den mand, der stod for den nye bølge i Norden, biskop emeritus Martin Lind over Linköping. Han er medlem af Det Svenske Gastronomiske Selskab, så jeg bød ham drillende på kanelbullar i IKEA i Aarhus, byen, hvor han var æresgæst ved en konference om netop pilgrimsvandring.

Han havde lige udgivet bogen ”Salt, brød og vin” (kan stadig fås hos www.eksistensen.dk )

Jeg spurgte ham hvorfor, han i den gjorde så meget ud af, at man ikke bliver et bedre menneske af at bede mere eller vandre meget. Han skriver ligefrem, at ”fristelsen til at blive mere åndelig end Gud selv” er en fare.

Mange skridt gør ingen engel

“Jeg ser en meget utiltalende tendens til, at flere og flere ser for eksempel pilgrimsvandringer og andet som en konkurrence,” svarede han og talte om den opfattelse, at er man en bedre troende, ja, sågar et bedre menneske, end andre, hvis man går langt eller gør mange gode gerninger.

”Den tænkning er desværre meget udbredt, men det er en vildfarelse. At være troende er ikke at gå op ad en trappestige. Sådan er livet heller ikke. Det er en langsom proces, hvor det ikke altid bliver bedre dag for dag. Der er ingen opskrift,” fastslog han.

Han erfarede, at nogle tackler pilgrimsvandringer som om, de ”i løbet af et par dages vandring kunne opnå en ny åndelig fase, hvor livet leves uden mangler og kommen til kort”.

Måske virker det alligevel

Det kan man ikke, fortsatte han.

Og dog.

For måske er netop det at gå stille med et ord eller en tanke, som har med Gud og livet at gøre, en vej henimod at lære netop dette.

”Mange begynder også at vandre, selv om de ikke er troende, men en hel del oplever at blive det undervejs. Det må jeg afsløre,” kluklo biskoppen, der begyndte at arrangere vandringer i midten af 1990erne, først for konfirmander, siden for alle.

”Det, at det er noget konkret, man gør med kroppen, gør en enorm forskel i vores stressede tid, hvor vi lever med så mange ord hele tiden,” understregede Martin Lind.

Jeg var og er enig, og mærkede i mig selv på vejen mod Søholt Gods, at tankerne faldt ned i en orden. De nærmest lagde sig i mønster som brosten. Der skete det, som det mest berømte digt om at gå beskriver.

”No hay camino. Se hace camino al andar.”

“Der findes ingen vej, man danner vejen ved at gå.”

Digtet er skrevet af en af Spaniens største poeter, Antonio Machado (1875-1939). Han boede nogle år i Baeza, nabobyen til Úbeda, hvor jeg fik min to syn med Jesus, som jeg har skrevet om i min bog ”Jeg mødte Jesus”.

Lige der, hvor jeg er

Man danner vejen ved at gå, skrev Machado. Livet former sig undervejs, man må følge med. At være bagklog eller skråsikker på fremtiden er ikke noget, der tæller, når man sætter et skridt foran et andet. Da er man, hvor man er. I nutiden.

Og da jeg gik der under den lollandske sol, mærkede jeg, at jeg blev varmere og måtte smøge skjorteærmerne op. Jeg dannede varme, men hvilken varme?

Den indre, ydre, fysiske, psykiske, næstekærligheden, troen?

Forstyr mig nu ikke, vel

Uha, det var ikke let at skille ad.

Men det gik, så længe jeg gik alene. Da kunne jeg holde orden på mine fine tanker, men så snart, andre gik i et andet tempo ved siden af mig eller sagde noget, jeg ikke var enig i, sloges jeg med mig selv. Hvordan skulle jeg kunne holde den fine vandring, når de forstyrrede?

Ha!

Jeg fangede mig selv i det. For jo, jeg blev irritereret over småsnakken og især over den megen snak om, hvor lidt andre gik - og den slags hoveren over andres fejl. Ti stille, havde jeg lyst til at råbe. Men jeg gjorde det ikke.

Hvad så bagefter

Jeg tvang mig selv til at tænke på kanelbullar og en biskop, der havde fortalt mig, at man ikke kan blive en bedre troende end andre, uanset hvor meget, man går, eller hvor klog man synes, man er.

Så længe, man dømmer, måler, rangordner andre (og da især, når man sætter sig selv øverst), er man stadig en tumpe og skal hellere tie stille – og gå lidt længere.

Man behøver ikke gå til katedralen i Santiago de Compostela eller til den anden ende, Nidarosdomen i Trondheim.

Man kan gå, lige hvor man bor. Der er mange lokale ture blandt andet fra kirkerne.

Du kan også (som over 9000 allerede har gjort) gå med podcasten Levende Vand www.levendevand.podbean.com

Med den har du en præst i mobilens øresnegl til korte stop med læsninger og overvejelser nogle gange i løbet af turen. Der er mange korte og lange ture med forskellige emner.

God tur!

Hør det nyeste afsnit af Berørth her
Læs artiklen i POV her

Bestsellerforfatter: Selv ateister er kulturkristne

Nogle af de bedst sælgende bøger i Norge – og Danmark handler om Jesus. Spændingsromanerne skrevet af nordmanden Tom Egeland er fermt skrevet med en helt klassisk page-turning fremdrift i hælene på arkæologen Bjørn Beltø.

Men Tom Egeland er ateist, så hvorfor bruger han de fleste af sine vågne timer på at skrive bøger, der drejer sig om hændelser fra Bibelen?

- Fordi hele vores vestlige tænkning udspringer af Jesu lære, forklarer han i den samtale, jeg har haft med ham til min podcast, Berørth.

- Selv som ateist er jeg det, du kan kalde kulturkristen, fortsætter han.

- Jeg har et grundlæggende kristent livssyn i den forstand, at jeg mener, livet er – ja, jeg må nok kalde det helligt. Jeg mener derfor, man skal opføre sig anstændigt overfor andre. Det er ikke alle kulturer, som er sådan.

Lyt med, når Tom Egeland med sin journalistiske grundighed, men med en forfatters frihed, taler og skriver med et helt særligt formål. Og nej, det handler ikke om at tage troen fra folk, påstår han.

Flere af romanerne er udkommet på dansk hos www.turbine.dk

Læs mere www.tomegeland.com

Følg med her

Facebook iconInstagram iconWebsite iconLinkedIn icon
Logo

Copyright (C) 2021 CR Books. All rights reserved.


Min adresse er:



You can update your preferences or unsubscribe here