Copy
Logo

Et nyhedsbrev, der giver samtaler om det at være menneske, og som gør dig nysgerrig på tro og tvivl, sorg, glæde, ansvar og spiritualitet.

2022: Samtalens år

På billedet her sker det.

Min søn på 30 år flytter hjem fra London: Efter seks og et halvt år i England skal han arbejde i København, men lige have et kort stop hos os i Aalborg.

Heldigvis.

Et nyt år er begyndt, om vi vil det eller ej. En forandring kommer, om vi er forberedte eller bliver forskrækkede. Det er sådan, det er.

Livet sker

Corona. Vi orker det ikke, men det dræner os. Jeg har været syg trods dobbeltvaccination, mine foredrag aflyses, tristessen tynger, men jeg vil ikke skrive om den nu. Det kommer. Jeg må tænke mere og ikke blot fyre noget af som en reaktiv raket, men blive lidt i glæden over, at han er hjemme, drengen, og nu skal bo tæt på sin storebror.

Magter vi flere forandringer? De dårlige, de gode?

Vi har ikke noget valg

Hvor banalt lyder det ikke lige? Jeg ved det. Jeg skældes nogle gange ud for at skrive noget, der er selvfølgeligt, noget, der ikke er nyt.

Måske. Jeg tænker nu anderledes om det. Det vil jeg også gøre i 2022.

Jeg skriver det, jeg synes, der skal skrives. Det, der mangler at blive sagt. Det kan være noget velkendt, der er glemt, som ovenstående.

Det kan endda være glemt med vilje, og da er det endnu mere træls, når nogen siger og skriver noget om det.

Det har jeg ofte oplevet med min seneste bog, ”Med rank ryg”, som handler om, hvordan jeg finder styrke i min tro som feminist, mor, voldtægtsoffer, ja, som kvinde, ganske enkelt.

Tal sammen, ti ikke

Jeg kan få at vide, at nu gider man ikke høre mere om kvinder. Eller om #MeToo. Eller jeg får at vide, at alle mænd ikke er slemme.

Og fra andet hold får jeg at vide, at kristendommen er kvindeundertrykkende, så hvordan i alverden kan jeg være kristen?

Jo.

Ser I, det er netop det, der er pointen. Jeg skriver ikke for, at alle skal være enige, men for at få en samtale. Mange samtaler. Vi skal samtale med dem, der ikke er som os selv og dem, der er det. Men vi skal samtale.

Også om vaccinationer. Og tro. Og andet, der er svært.

Det betyder, at vi skal tale sammen.

Det gør man kun, hvis man lytter. Og hvis man gør den anden tryg nok til at ville tale af ærligt hjerte. Derfor skal vi mødes i nænsomhed og varsomhed, især når vi taler om tro (og Corona).

Det siger jeg til alle mine foredrag, og jeg vil med garanti også gentage det her i nyhedsbrevet.

Nænsomhed og varsomhed

Nænsomhed og varsomhed. To gammeldags ord, der i 2022 bliver slidt.

Det håber jeg på.

Da jeg mødtes med norske Vårt Lands religionsredaktør før jul, var det et møde i nænsomhed og varsomhed.

Elise Kruse vidste, at jeg skulle mødes med min døende ven, som jeg mistede få dage efter, jeg var rejst. 4. januar skal han begraves. Jeg følger med på streaming sammen med andre venner hver vores sted med hver vores glas sherry.

Elise Kruse interviewede mig til juleaftensudgaven af avisen, men havde glemt at læse de rettelser, jeg havde sendt til hende.

Hun havde skrevet, at jeg var ateist før mine møder med Jesus, men det har jeg aldrig været. Min tro er ikke en erstatning for ateismen. Jeg var kulturkristen før. Mine oplevelser var en udvidelse af min verden, ikke en omvendelse.

Jeg blev ked af det, da jeg så det i avisen og skrev til hende. Hun undskyldte mange gange og rettede i netudgaven. Snart skal vi mødes igen, på zoom eller Oslo, og det vil igen være nænsomt og varsomt. Trods fejl.

Se her, hvor fint, det er sat op, og hvor smukke fotos, Erlend Berge har taget.

Julesmerte og julehåp hedder artiklen, der begynder på siden før dette opslag:

Det, interviewet handlede om, er vigtigere end mit behov for præcisering. I Norge vil de gerne debattere kvinder og tro, det ved redaktøren, så hun skrev blandt andet følgende indledning:

Charlotte Rørth leser juleevangeliet først og fremst som et uttrykk for Guds tillit til kvinnekroppen. Og som en fortelling som har plass til både sorgen og gleden.

Og senere disse citater fra mig:

Gud velger at barnet hans skal komme til verden akkurat som alle oss andre.

– Han kunne jo like gjerne valgt å sende sin sønn som voksen. Kvinnen hadde ikke trengt å være involvert i det hele tatt. Men så velger Gud altså å fortelle oss noe gjennom et ni måneder langt svangerskap, gjennom fostervann, blod, svette og kropp. … Det at kvinnen er med fra starten, det forteller oss at Gud har tillit til at kvinnen kan ivareta aller mest dyrebare. Det burde vi i større grad ta innover oss.

Tiden er inne for å se på julefortellingen fra et annet perspektiv.

– Vi kjenner jo historien forfra og bakfra. Men nå tenker jeg tiden er inne for å se den fra et klassisk, feministisk perspektiv. Juleevangeliet forteller om det alminnelige barn vi alle er, men det forteller også at alle kvinner er verdig til å bære Guds barn.

At vide, at Gud finder mig værdig, giver mig styrke. På min måde.

For forhenværende nonne, Helene Hägglund, som I kan læse mere om længere ned, kommer styrken fra en viden om, at Gud er i os. Vi skal bare lige finde derhen, og det er ikke sikkert, den vej, andre anbefaler, er den rette.

Måske tror du ikke. Det vil jeg ikke blande mig i. Men jeg vil have lov at ønske et styrkende nytår til alle.

I år kommer mit nyhedsbrev hver anden uge og vil indeholde både en tanke eller to fra mig, uddrag fra det aktuelle interview med et klogt menneske og så en anbefaling af en bog eller andet.

Jeg vil ikke anmelde hvad som helst, men kun bruge jeres tid på det, jeg vil anbefale.

Der er mange udgivelser af mange slags, så det er godt at hjælpe hinanden med at finde det, der gør godt. Det vil være forskelligt for hver af os, men får man anbefalinger flere steder fra, kan man stykke et kvalificeret udbud sammen.

Det første, jeg vil anbefale, er magasinet Strek.

www.strekmag.no

Det er norsk, men kan læses (og abonneres på) af danskere, hvis vi bare gør det langsomt (det er i øvrigt generelt en god idé at gøre med det blad).

Støder man på et ord, der ikke umiddelbart kan oversættes, kan man enten læse videre og prøve at forstå konteksten og bagefter ordet, eller man kan slå det op på gammeldags manér i ordbogen (det er ret herligt, men man falder let i staver (!) over de andre ord ved siden af, så det tager tid.)

Strek har altid et tema, som på velskrevet vis udforskes i dybden. I det nyeste nummer er det troens rolle i det vesteuropæiske samfund.

Det er noget af et scoop, at der bringes et interview med britiske Tim Holland, en af de bedst kendte historikere og forfatter til blandt andet ”Dominion: The making of the Western Mind”.

Han siger blandt andet, som det ses på fotoet, at vi bør kende til de kristne tro, fordi den er vores grundlag.

Det er netop derfor, jeg skriver og taler og gør ved. Om vi tror eller ej, så bør vi kende til troen, fordi den har formet og former så meget i vores samfund.

“Vi har lov til at tro”

Forholdet til Gud fylder for nogle så meget, at de går i kloster.

Det gjorde Helene Hägglund allerede som 16-årig i Grenå. Men først, da hun forlod klosteret og sad med en forbudt smøg på en bænk i Göteborg, mødte hun den Gud, hun havde længtes efter.

Helene Hägglund havde i mange år brug for den ramme, som klostret satte. Hun var tryg i at være pligtopfyldende, men langsomt ændrede det sig.

Nu ser hun troen sådan her:

”Jeg er overbevist om, at det er så enkelt, at vi skal være os selv for at kunne møde Gud. Gud er allerede hjemme hos os. Jeg fik lov at opleve det med smøgen - og også siden, når jeg er hjemme hos mig selv, mærker jeg, at Gud allerede er der. Vi er skabt i Guds billede, og vi har lov til at tro på, at Gud er hos os allerede. Det er bare os, der skal finde hjem til os selv.”

Alle kan finde nærværet

”Jeg tror, at vi alle har mulighed for at gå ind i det nærvær. Ja, jeg er sikker på, at det ikke er noget eksklusivt for nogle af os. Vi har alle sammen den mulighed, det her tilbud, og de fleste af os ved, hvor vi kan finde det.”

”Det kan være ude og gå en tur ved havet. Det kan være i skoven. Det kan være i kirken. Det kan være i et stille rum. Det kan være i en stue derhjemme om aftenen med tændt lys.”

Bliv ikke siddende

”Vi ved selv, hvornår det sker, og vi ved også, at vi så ud fra det bliver nødt til at gå videre. Det må blive til handling. Vi kan ikke lade være.”

Det er gerningen, der definerer os, mener hun. En gerning, der kan komme af glæden og styrken i at kende til nærværet. Vide, at Gud er til, og at man er elsket, så man kan elske videre. Det var og er hendes logik, hendes sammenhæng.

Dydsmønsteret

Men det har langt fra altid hængt sammen.

Som barn og ung var hun sikker på, at hun vidste, hvor hun kunne finde nærværet.

Hun var opdraget til det. Havde lært det fra sin katolske familie og som nonne. Set udefra var hun eminent til det. Et mønstereksempel på en troende. Men, nej. Hun var ikke selv til stede.

Helene Hägglunds brud med klosteret fortæller hun mere om i interviewet, der kan læses i sin helhed eller lyttes til (se link længere nede) og som slutter sådan her:

På vej mod den lukkede

”Hvis jeg var hoppet direkte fra klosteret ud i verden, havde jeg ikke haft nogen tro tilbage. Jeg ville have afvist alt, som havde med tro at gøre. Og jeg ville ikke haft det særlig godt. Jeg var nok kommet til den lukkede afdeling,” fastslår hun og uddyber:

”Jeg kan simpelthen bare ikke forestille mig en tilværelse uden Gud. Selvom jeg ikke havde oplevet denne her Gud før den dag på bænken, så har jeg altid vidst, at Gud var til, siger Helene Hägglund.

I 2009 udgav hun i både Sverige og Danmark bogen ”Nonne tur-retur, magt og afmagt bag klostermurene”. I den beskriver hun, hvordan det at få skilt magtmisbruget og Gud ad blev hendes redning, hendes vej ud i et nyt liv i Sverige som sig selv.

I løbet af få år blev hun forelsket, gift, fik en søn og en datter og begyndte at læse til socialrådgiver. Men troen trængte sig på, og hun gik i gang med at læse teologi. Efter nogle år med arbejde som lærer og pædagog, nu i et sogn, er det planen at blive ordineret som præst i Svenske Kyrkan januar 2025.

Hør afsnittet af Berørth her
Læs artiklen i POV her

Følg med her