Copy
Logo

Et nyhedsbrev, der giver samtaler om det at være menneske, og som gør dig nysgerrig på tro og tvivl, sorg, glæde, ansvar og spiritualitet.

Tag imod mig, mor!

J. F. Willumsen (1863-1958) var en af landets store malere, og på det helt særegne museum på den hvidkalkede herregård Odden i Vendsyssel hænger en uforlignelig smuk samling af især skitse og forstudier.

Sådan et forarbejde er maleriet herover af hans hustru, Edith Wessel, og deres døtre, Anse og Gersemi.

Billedet siger mere end de mange ord, jeg lever af. Det kan enhver jo se, ikke?

Hvor vigtig er ordene så

Det slog mig, da jeg stod og så på de tre, at mine ord ikke altid rækker ret langt. Det vidste jeg godt, men jeg har godt af at blive mindet om, hvor fattige ordene egentlig kan gøre livet.

Ikke, at ord ikke også kan sige noget skønt, men det er meget sjældent, at ord direkte skaber så dybe følelser og så langvarig og sikker en genklang i os (i hvert fald i mig) som musik og (for mit vedkommende) malerier og skulpturer.

Selv om ord også kan være kunst, er mine det ikke, men de er noget andet.

Ord giver samtaler

Jeg håber i det mindste på, at mine ord kan give andre mennesker et eller andet, der kan gøre deres liv bedre.

Jeg håber, at det, at jeg bruger ord, at jeg skriver og taler, kan hjælpe andre, som jeg får hjælp af dem.

Som jeg skrev i min tredje bog, “Gud, du er jo lige her”:

Jeg fortæller andre, hvad jeg har oplevet, tænker over og tvivler på. Jeg er ikke bange for at være dum i deres øjne. Jeg ved, at jeg ikke ved alt, men jeg stoler på, at andre ved noget andet og vil opføre sig ordentligt. Det gør de ikke altid, Gud bevare os, det ved vi, men jeg nægter at lade mistroen vinde og kæmper indædt for retten til at være det, andre ind i mellem kalder naiv, men som for mig er et bevidst valg.

Frimodighed kan man kalde det med et gammeldags ord.

Ord kan dele smerte og give håb - måske

På lørdag skal jeg tale for ansatte ved krisecentre på Sjælland.

Jeg er bevæget og beæret over at være blevet spurgt, om jeg vil tale ind i den smerte, kvinder skal leve med som mødre, når de er blevet slået, måske endog voldtaget af dem, der er fædre til deres børn.

Jeg ved ikke, om jeg kan sige noget, der hjælper, men ved ikke at sige noget, hjælper jeg slet ikke.

Jeg vil tale om det fællesskab, der er i moderskabet. Et fællesskab med andre mødre - og måske med det, der ikke findes ord for?

Jeg skriver på side 58 om dagene på barselsgangen med mit første barn:

Vores indforståethed var stor. Børnene og vi lå under, ja, hvad? Havde jeg lært om det dengang, havde jeg måske talt om et fællesskab med alle, en menneskehed, om at være under Guds himmel? Måske havde vi da vovet at tale om, at vores børn var alles. At de kom med noget, vi alle kunne genkende.

Havde vi turdet tale om, at de er skabt i Guds billede, som vi alle havde hørt på et eller andet tidspunkt, så havde vi måske ranket ryggen og fået en styrke, der kunne have hjulpet os og vores børn, fordi vi havde fået talt om det, vi fælles levede i. Så havde jeg måske set, at jeg ikke bar mit barn alene, men sammen med andre og med den Gud, der også var far til alle andre børn.

At vise en indadvedt stranding

Jeg var stille, da jeg gik rundt og så på J. F. Willumsens værker. Ikke kun på grund af alt det, de fortalte, men også fordi jeg var blevet ramt af en skulptur, der den dag blev afsløret ved søen foran herregården.

Den kolosale granitskulptur er et muskuløst, strandet fabeldyr, der kroger sit hoved beskyttende ind mellem sine forben.

“Indadvendt stranding” hedder den.

Den vil ligge næsten ømt og passe på sig derhenne fra nu af og altid.

Claus Ørntoft hedder manden bag denne og en lang række andre skulpturer, der rører noget i mig, der ellers ikke kan nås.

Noget, der handler om liv, der er til for evigt, og som siden tidernes morgen har rørt på sig. I mig. I alle.

Noget, jeg gerne vil tage vare på.

Noget, der ikke kan siges med ord.

Måske er det sådan med det, der virkelig betyder noget?

Min tro? Den vil jeg ikke tale om

Isabella Arendt er 28 år og formand for Kristendemokraterne. Hun har fortalt, at hun er kristen og kommer i folkekirken. Men der går grænsen så også.

Flere ord har hun ikke sagt ord om den tro, der fylder det meste af navnet i det parti, hun på tredje år er leder for. Den tro, som tre ud af fire danskere bekender sig til ved at være medlemmer af folkekirken. Og som flere og flere kendte lader sig interviewe om i de her år. Hvorfor vil hun af alle ikke tale om den?

- Det er for privat, svarer hun helt kort i det netop udgivne afsnit af podcasten Berørth.

- Som formand har jeg indvilget i at være en offentlig person, men der bliver også nødt til at være noget, som ikke er en del af mit offentlige virke.

Hun vil gerne tale om ”tro som politisk spørgsmål eller samfundsemne”, men ”har ikke noget behov for at inddrage” sine personlige oplevelser.

At spørge ind til hendes tro er for mere intimt for hende end, ja, end sex.

- Eller tættere på, kan man sige, og for at blive lidt i billedet har jeg lyst til at sige, at det er, fordi det ligesom er nøgent.

Hun ler.

- Vi sidder her i et utroligt professionelt rum, så det er ikke lige så kinky, som det kan lyde, indskyder hun og fejer armene ud i mødelokalet, inden hun taler videre om, at det, der kommer frem i hende, når hun går ind i sin tro, er at ”være et sted, hvor man er sårbar.”

- Jeg ved ikke, om begrebet åndeligt afklædt eksisterer, men sådan som jeg oplever det – og, tror jeg, mange andre også – er det ligesom en del af ens inderste.

Måske skyldes hendes vægring også, at Danmark domineres af en ”sekulær kultur, hvor det at tale åbent om trosliv er at bryde med normen.”

- Tro et er ikke et standard-samtaleemne, man har med nye bekendtskaber. Du vil aldrig møde op på arbejdspladsen og sige: Godmorgen, hvornår har du sidst bedt? Der er nogle spørgsmål, som ikke er er ude i det åbne, mener hun, selv om det er blevet lettere at tale om tro de senere år.

Årsagerne til, at hun og andre alligevel tier, falder i to spor, forklarer hun.

- Man er bange for at være den, der er anderledes end de andre. Og så, tror jeg, det forstærkes af, at det går enormt tæt på, og at man virkelig ikke har lyst til at risikere at blive dømt på noget, der er så essentiel en del af ens identitet. Du kan ikke lægge armslængde til det. Du kan ikke beslutte dig for at sige: Nå, men det er bare din holdning. Det er også derfor, at hadbeskeder på sociale medier, der går på køn, seksualitet, race og tro, gør så ondt. Det er dem, der går på, hvem vi er.

Hør det nyeste afsnit af Berørth her
Læs artiklen i POV her

Følg med her