Copy
Logo

Et nyhedsbrev, der giver samtaler om det at være menneske, og som gør dig nysgerrig på tro og tvivl, sorg, glæde, ansvar og spiritualitet.

Den store død og de små knopper på grenene

Glædelig påske!

Påsken er den højtid, der samler hele kristendommen i sig. Skærtorsdag. Langfredag. Påskelørdag i dødsriget. Påskedagens genopstandelse.

Den store død og de små knopper på grenene.

Mit hjerte er spændt til yderste i denne uge.

Alt det prædiker jeg om anden påskedag, om en uge, i Horne Kirke hos præst Liselotte Wiemer.

Det er nyt for mig at prædike og for få år siden ville jeg ikke. Men nu ser jeg, at også vi, der bare er troende, kan gøre godt ved at vise frimodighed. Ved at stå ved os selv.

Måske ses vi?

Kl. 10.30 i Horne Kirke ved Hirtshals.

Jeg lever med glæde og sorg samtidig. Jeg søger de små glæder for at kunne leve med den store sorg. Pynter mit hus. Mødes med andre.

Men de små glæder er også noget i sig selv, lige som sorgen er det. Alting er ikke kun til for at afbalancere noget andet.

Nuet er til i nuets ret.

Påsken spænder mit hjerte, skrev jeg lige før. Til bristepunktet. '

Mon bønner og bøger kan hjælpe?

Jeg tror det. Jeg går i kirke. Sidder mere stille end ellers. Beder i skoven. Det virker. (Læs længere nede uddrag af min artikel om bøn med domprovst Anders Gadegaard).

Bøger hjælper. Også mine egne.

Først lige en indrømmelse. Jeg har et nært forhold til Sverige (det havde I ikke gættet, vel?). Også til Norge. Og Spanien. Men i denne tid er det Sverige.

Som I ved fra mit forrige nyhedsbrev, har jeg lige været i Småland for at holde foredrag og i Svenska Gustafskyrkan i København for at høre Stina Ekblad recitere Edith Södergran.

Jo, jeg elsker det land, men der er åbenbart også en del derovre, der synes om mine bøger.

Det er vildt, synes jeg. For ”Jag mötte Jesus”, som den hedder på svensk, udkom for fem år siden, i 2017. Men den sælger og sælger og sælger stadig væk.

Sidste år, altså i 2021, blev det solgt 942 udgaver i Sverige.

Det næsten 1000.

Heja, Sverige!

Jeg er lykkelig, selv om jeg kun får cirka to kroner (svenske) per paperback eller digitalt eksemplar, og det er stort set kun den slags, der sælges. En almindelig bog får jeg 17 SEK for.

Men det er ikke det, der tæller.

Glæden tæller mest, for jeg ved, folk kommer til at tale om tro, når de har læst bogen. Med sig selv eller med andre. Og det er det, jeg vil.

Ny bog på svensk

Og, som om det ikke er nok med det skønne broderfolk, så sker der store sager lige om lidt:

I morgen, tirsdag 12. april, udgives min nyeste bog ”Med rank ryg” på svensk.

Læs her, hvad det fine gode svenske forlag Libris (tjek dem ud på www.libris.se og bliv fristet) skriver i pressemeddelelsen (det lyder altid SÅ meget bedre på svensk):

Charlotte Rørts nya bok Allt jag inte vill tiga om tar upp de aktuella debatterna om kön och jämställdhet.

— Jag tillhör den största gruppen människor här på jorden – heterosexuella kvinnor som är mödrar. Om makt och därmed uppmärksamhet hade fördelats med matematisk rättvisa skulle min känsla av att stå helt ensam inte alls ha varit lika stor. Då skulle boken om hur jag som modern kvinna kan hitta styrka i den kristna tron redan ha varit skriven. Men det är den inte. Det är den jag håller på att skriva. Mycket av det jag upplevt i mitt liv har andra också varit med om. Därför tror jag att andra kan inspireras av hur jag läser Bibeln och får hjälp av den i svåra stunder, säger Charlotte Rørth.

I sitt flickrum

Hennes nya bok, Allt jag inte vill tiga om, beskriver hur det är att vara troende när man är kvinna. Den tar upp trons betydelse när man bär på ett nytt liv och när man mister ett liv. Och hur man som ung kvinna kan tryckas in i en könsroll av en man som kanske inte ens var medveten om vad han gjorde. Charlotte Rørth skriver även om hur hon som tonåring blev våldtagen i sitt flickrum av en kille hon nyligen gjort slut med. Medan han bara gick vidare som om inget hänt tvingades hon till en abort.

Oavsett kön

Ärligt och uppriktigt berättar Charlotte Rørth om sitt liv: om övergrepp, om att föda barn, vara mor, mista sin son och om att våga läsa Bibeln med egna ögon. Där upptäcker hon helt oväntat att själva kärnan i kristendomen ger henne ny styrka. Styrka till att leva ett liv med en rakare och starkare rygg. Med sina personliga och allmängiltiga berättelser vill hon väcka igenkänning och eftertanke hos läsarna oavsett kön.

"Ju närmare Jesus jag befinner mig desto tydligare ser jag att han inte anser att män är mer värda än kvinnor. Jesus är feminist i ordets egentliga betydelse, alltså en som önskar att kvinnor ska ha samma personliga, sociala, trosmässiga, politiska och ekonomiska rättigheter som männen."
— ur boken.

“No man is an Iland, intire of itselfe; every man

is a peece of the Continent, a part of the maine;”.

Sådan skrev en af de poeter, der har bevæget mig mest, John Donne (1572-1631), på sit oprindelige engelske.

I den lille samling digte af ham, jeg fik af min hollandske forlægger, da ”De dag ik Jezus ontmoette” udkom der, står der noget, der forpligter mig endnu mere.

Han skriver påskedag 1622 ud fra et sted i Bibelen, hvor der står, hvad vi kan lære af påsken, af genopstandelsen.

”Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles,” skriver Paulus i sit første brev til folket i Korinth.

Og han fortsætter i kapitel 15, vers 52: ”i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles.”

Døden er svær at tale og skrive om, men det gør digterne. Og Paulus.

Jeg læser ordene som, at vi hverken er alene her eller der. Vi er sammen i forvandlingen, før den og efter den.

Vi er a part of the maine.

Påsken er den højtid, der samler hele kristendommen i sig, skrev jeg øverst.

Den skriver jeg også meget om i ”Med rank ryg”, og den maler Arne Haugen Sørensen til live i kirker landet over.

Selv har jeg kunstbogen ”Den store passion” liggende fremme. Den er udgivet på Bibelselskabets forlag med tekst af kunstneren selv og af præst Søren Nielsen.

Og så ser jeg altid hen på Arne Haugen Sørensens gave, et tryk af den korsfæstede, der hænger på min væg sammen med billeder af Maria, jeg har fået i Spanien, et kors fra Jerusalem og en uro med Faderen, Sønnen og Helligånden, som jeg har fået i gave.

I denne påske skal jeg have besøg af barnebarnet og skrive min julekalender færdig, men du skal læse denne lille perle:

Boganbefaling: Jakob Vedelsby: ”Universets centrum”:

To mennesker på en ø

Det er ingen lang bog, men en tæt bog, Jakob Vedelsby, har skrevet.

Den handler om alt det, der er vigtigt, når man når en alder, hvor man kun vil være i alt der, der er vigtigt. Og har mistet behovet for at prale med det.

Eller i hvert fald er ved at miste det.

Bill og Barbara mødes tilfældigt (?) på den trygge ø, hvor han kom som barn. De har begge nybrudte forhold bag sig, men det er ikke alene en kærlighedshistorie.

Det er også en historie om den død, der venter, og om det nu, der ikke gør.

Åbner sig langsomt

Mie, som han er sammen med som en omvej, taler om at være en del af en ”altomsluttende, altiboende kraft, som jeg ikke ved, hvad er”, mens Bill længes tilbage til sit ophold i vildmarken.

”Alting gav sig selv på den smukkeste måde,” husker han, og de leder begge videre. Efter hvad?

Bill og Barbara tør ikke nærme sig det, der kunne blive et fælles centrum med nærhed om omsorg. Barbara mildnes og går udenfor sin dør.

Verden åbner sig langsomt. I det små. På bænken ved stranden. Og måske var det ikke et tilfælde, at de blev ført sammen?

Læs bøger i påsken

Jakob Vendelsby skriver komprimeret og klogt.

Læs ham langsomt.

Brug gerne hele påsken.

Hvad er meningen med møderne? Kan vi selv finde den?

Jakob Vedelsby har skrevet digte i blandt andet Hvedekorn, udgivet romaner, blandt andre ”Himlen må vente”, 2002, ”Menneskeloven”, 2011 (udkommet på tysk, russisk, kinesisk, estisk, rumænsk og græsk), ”Skyggespor”, 2015, og fagbøgers om “Spirituel astrologi - den indre vej” og ”Kundaliniyoga - for indre styrke” sammen med Pernille Dybro og Gitte Noor Jul, 2018.

Jakob Vedelsby: ”Universets centrum”, forlag Arabesk, 2022.

Præsten beder med de fleste: Så tæt er bøn på elskov

I dette påskeafsnit af Berørth taler jeg med Anders Gadegaard om bøn.

Vi mødtes skråt overfor Københavns Domkirke nede i hans kælderkontor, hvor vi på billedet står foran et maleri af Arne Haugen Sørensen.

Til september går han på pension efter snart 25 år ikke blot som domprovst, men også som primær ansvarlig for morgenandagten i Danmarks Radio.

Man kan næsten høre på ordene, hvor solid en institution, manden ikke alene besidder, men også er blevet i sig selv.

Hvor mange tusinde gange, han har bedt, har han ingen anelse om. Måske havde det været interessant at tælle, men for Anders Gadegaard, 69 år, er det bønnen her og nu, der er den mest interessante.

Bøn er i nuet

Bøn handler om at være til stede. Som i elskov. Som han skriver i sin seneste bog om netop brug af bøn i Danmark i dag: ”Åh, jeg be´r”:

De fleste gør det. Enkelte gør det aldrig. Rigtig mange gør det alene. Færre gør det sammen. Det bringer mange helt ud af sig selv og anses af flertallet for at være temmelig grænseoverskridende. Det kunne lyde som indledning til en beskrivelse af erotikkens væsen, men …

– At bede er en forening mellem Gud og menneske, og den har man i århundreder også beskrevet med erotikkens sprogbrug. Gud og menneske forenes. Bliver ét. Hvornår bliver mand og kvinde det? Ja, det ved vi jo godt, ikke?

Når folk bruger bønnen, er det, fordi den stiller os samme intime sted som elskoven. I bøn står vi helt tæt på den anden. På Gud. Nøgen og åben skal man stå der, mener domprovsten, ellers er det ikke bøn.

– Ærlighed er afgørende, fastslår han.

– Det er ikke ærligt at bede til Gud om en ny cykel - medmindre man er et lille barn og ikke har noget større ønske. Bøn er at bede om det, der er fuldstændig eksistensafgørende. Bøn handler om det, der befordrer tilværelsens meningsfuldhed. Kærlighed. Det godes sejr.

I bøn stiller man sig et sted, hvor man giver sig hen i tillid til, at man modtages, lyttes til, ses. Som i elskov. Man er oprigtig.

Et rum med håb

Når mange beder for Ukraine på de sociale medier, er det ikke på samme måde en intim handling, erkender han, som når man sidder stille for sig selv, men det minder os om det rum, hvor man er alene med Gud. Og så handler man. At bede er et ritual, man kan ty til, når man vil vise medfølelse og håb og fællesskab, som det også skete, da fodboldspilleren Christian Eriksen faldt om i Parken 12. juni sidste år.

– Jeg er ret fornuftig i min argumentation, tror jeg selv. Og der er en grund til, at selv folk, der kalder sig ikke-troende beder for Ukraine og Eriksen. Det er, fordi det er et udtryk for håb.

Anders Gadegaard smiler, men ler ikke. Det er alvor, men en glædelig og håbsgivende en af slagsen, der præger ham, når han taler om bøn.

– Altid. At bede er en livsholdning. Man ved, at der er håb, og at der en én at bede til, som vil dig det godt.

Læs hele artiklen på POV her
Find podcasten Berørth på min hjemmeside her

Følg med her