Copy
Logo

Et nyhedsbrev, der giver samtaler om det at være menneske, og som gør dig nysgerrig på tro og tvivl, sorg, glæde, ansvar og spiritualitet.

Vil det klæde mig med en havemandsskjorte?

Jeg synger ikke ret godt, men jeg har brug for at synge salmer. Ordene kan bedre end mit journalistiske sprog ramme det, jeg går og tumler med, og når de synges, er min krop med som forståelsesramme.

Da sker der noget.

Det kan ikke måles og vejes. Og dog.

Måske vejer man mindre, når man har sunget, det ville da være en herlig sideeffekt, eller måske vejer man netop mere, fordi man fyldes af ånd? Sjovt må det godt være ind imellem, i mit liv er der alvor nok.

Salmer betyder noget særligt for mig. Derfor sagde jeg med stor glæde tak, da sognepræst Morten Skovsted bad mig vælge maj måneds salmer til det nyhedsbrev, han sender ud fra www.salmer.dk

Hjemmesiden er stiftet af Syng Nyt-netværket, som siden 2011 har arbejdet for udbredelsen af nye salmer.

Jeg skulle vælge fem og skrive hvorfor.

Her er den første, der er til 3.søndag efter påske: “Hvad er det at møde den opstandne mester”.

Da jeg for nogle år siden mødte salmedigteren Hans Anker Jørgensen (født 1945), var det en sammenfletning af virkeligheder, som vel egentlig kun salmer kan give anledning til.

Hans salme om en fundering over, hvordan det måtte være at møde Jesus havde været et lettelsens sted at søge hen for mig i nogle år, efter jeg selv havde to syn, hvor jeg så Jesus.

Mange har oplevelser som mine, op til tre ud af fire af os svarer, at vi har det, hvis vi spørges. Vi taler ikke meget om dem, men salmedigterne skriver om dem, og andre har gjort det, jeg selv med i mine bøger. Den første havde den enkle titel ”Jeg mødte Jesus”.

Jeg er ikke salmedigter, men blot almindelig journalist og prøver med mit sprog at skrive om det, man kan mene, er usandsynligt, men som sker for mange og skete for mig. I et syn.

Andre møder Jesus, troen, Gud eller det uforklarlige på andre måder. Det er så forskelligt og helt udenfor enhver rangorden.

Ham, jeg så, var virkelig, mere end virkelig. Han var ikke en drøm. Jeg sad på en bænk og så ham bag mine lukkede øjne i et landskab, jeg genkendte, som jeg aldrig havde været i. Han talte til mig i 20 minutter.

Så på mig med et blik, der kun kunne være hans.

Jeg var ikke søgende, ikke kirkegænger, ikke fuld, skæv, dehydreret eller ude af mig selv. Jeg så ham, og to måneder forinden var jeg blevet ramt af et lyn og lå besvimet på marken bag min gård midt i det Himmerland, Hans Anker Jørgensen, blev født i.

Det var, som han skriver:

”Det er som forfølgeren Saulus at rammes
af lynild og ord
og standses på vejen og blændes og lammes
og kastes til jord
og tvunget af sandheden sige og skrive:
Den Jesus, vi dræbte, har jeg set i live!”

Da vi endelig mødtes, han og jeg til et Emmaus-møde i Haslev, sagde han fra talerstolen noget, der gav mig mod. Han sagde, jeg måtte have valgt at følge denne strofe:

”Det er som en ånd gennem lukkede døre
i kød og i blod
der sender os, siger os, hvad vi skal gøre,
og indgyder mod,
så den, der er bange for hån og for stening,
tør gøre i dag, hvad der evigt gir mening.”

Jeg kunne ikke helt give salmedigteren ret, for jeg mener ikke, jeg havde noget valg.

Det skete, og jeg rejste mig og gjorde det, jeg nu engang er uddannet til: Skrev.

Andre mener en masse om det. Det må de gerne. Jeg fortsætter, selv om ikke alle taler pænt om det, jeg gør, for jeg har mærket, hvor stor en forskel, det gør for mig, at andre skriver om det, jeg erfarer i mit liv.

Og lykkelig er jeg, at Hans Anker Jørgensen gør det så direkte, at det forbliver umisforståeligt virkeligt. For mig og for mange flere.

I påsken prædikede jeg i Horne Kirke anden påskedag hos sognepræst Liselotte Wiemer.

Det er en stor og hudløs gerning for mig at prædike. Men jeg vovede.

Jeg talte blandt andet om den salme, jeg har skrevet om ovenfor, for jeg skulle holde mig til teksten fra Lukasevangeliet, hvor Maria lige er kommet ud til den tomme grav, hvor hun regnede med, at Jesus ville ligge.

Jeg sagde blandt andet:

”Maria stod der med hjertet blottet i sorg og chok, ude af fatning, forsvarsløs og elskende. Og så står der en mand. En eller anden mand. Et andet menneske. Et medmenneske? Et medmenneske i havemandsskjorte, som salmedigteren Hans Anker Jørgensen beskrev det i salmen, vi lige har sunget: Hvad er det at møde den opstandne mester.

Havemandsskjorte. Skulle jeg finde et ord, der beskriver Jesus, er det havemandsskjorte. Han står der ved sin grav lyslevende og klar til at arbejde i sin havemandsskjorte. Han er så meget hverdag, så almindelig, blot til stede i det, der altid er til stede - på en gravplads er det en havemand.

Maria, siger manden.

Rabbuni, siger Maria. Min herre, siger hun, da hun genkender ham. Hvordan kan hun det?

På blikket. Som han ser på hende. Et velkommende blik fyldt med venlighed. Kærlighed. Der er du, Maria, jeg ser dig. Det er dig, Maria, jeg ser. Kan du se det, Maria? Jeg er mig, den, der ser dig. Jeg er den, jeg er, Maria. Det er mig.

Rabbuni, svarer hun, og vi ser det for os. De mødes i blikket. De ser hinanden - med en vished i blikket, som kun kærlighed kan give.

Det er det blik, hun genkender.

Det er hans blik, manden i havemandsskjorten har. Et samhørighedens blik, der ikke kan styres af hverken levende eller døde. Det kan ikke holdes væk fra verden ved at slå manden ihjel og lægge ham i en mørk grav, hvor han ikke kan møde andres blik. Hans blik på os består. Det findes.

Hos mænd i havemandsskjorter, vandrere på vej til Emmaus, mennesker, der møder andre mennesker.

Vi ved ikke, hvornår vi selv mødes af det blik, men når det sker, sker det i virkeligheden, som det skete for Maria. Da jeg fik to syn med Jesus, havde han ikke havemandsskjorte på, men en mellemblå kjortel. Men blikket var det samme, og jeg kan ikke fjerne det fra mit liv.

Det skete.

I årene efter mødet følte jeg mig ofte frustreret og forvirret. Hvad var det dog, der skete? Men langsomt lærte jeg, at andre har det som jeg, selv Jesus havde det som mig. Indimellem er vi alene.

Jeg er alene blandt mennesker. Jeg går mine egne veje og ses som lidt sær. Anderledes. Men jeg kan ikke gøre meget ved det. Mennesker må selv ændre deres blik på hinanden. De må selv vælge at ville lede og finde det blik, Jesus så på mig med – på Maria. Vi er alle alene, men vi ses alle på af det blik. Det har vi til fælles. Alle sammen. Vi skal bare få øje på det.”

PS
Hold øje med min hjemmeside. Der sker snart nyt derinde.

Boganbefaling: Andrea Hejlskov: ”Vølve”

To om at tro og turde

Andrea Hejlskov er vøvle. En gudinde, en spåkone, på norrønt; en stavbærerske, en kvindelig kultleder, i middelalderens kristendom; en heks.

Andrea er forfatter og har skrevet om at flytte i vildmarken med sin familie og har for nylig udgivet bogen ”Vølve”, som er hendes selvindvielse som vølve.

Bogen er udkommet i nært samarbejde med hendes forlægger fra forlaget Uro og hendes skrivegruppe, og den har taget mange år at skrive - mens hun boede langt inde i en svensk skov, i Skåne, ved Himmelbjerget, blev forelsket, skilt, holdt foredrag om sin bog som vildmarksfamilie, ”og den store flugt” og mere til.

Selve det at skrive bogen er en del af bogens indhold. Det talte jeg med hende om på litteraturfestivalen Ordkraft.

www.ord-kraft.dk

Og, som jeg skrev til hende inden samtalen foran publikum, havde jeg læst og fået lagt bogen ”i kroppen, hvor den vejer til, holder mig fast, gør mig tryg.”

Hvorfor nu det?

Fordi Andrea Hejlskov på mange måder er som jeg. Nøgen og udforskende.

Hun står ved sig selv, selv om hun ved, hun derfor ofte må stå alene. Og det skriver hun ærligt om.

Hun beretter, hvad der sker i hendes liv uden at gemme sig bag en romanfigur, som kan gøre en fortælling mere læsevenlig og gøre det muligt for en fortælling at følge et mønster, vi som læsere kender og er trygge ved. Et mønster, hvor alt går op og passer fortælleteknisk sammen.

Sådanne fortællinger kan have kolossal værdi. Også af den enkle årsag, at vi rent faktisk læser dem.

Én læser er nok

Det er altid sværere at læse noget, der er uvant. Det gør færre.

Det ved Andrea Hejlskovs forlægger, Shëkufe Tadayoni Heiberg, der for at holde forfatteren på rette spor, sagde til hende, at det var nok, hvis der var blot én læser til hendes bog.

Da Andrea Hejlskov fortalte det til mig under interviewet på Ordkraft, var hun tydeligt bevæget.

”Det satte mig helt fri”, fastslog hun, og det er netop, hvad hendes egen bog også gør.

Sætter læseren fri

På mange af siderne skriver hun noget, jeg lige så godt kunne have skrevet, hvor forskellige, vi end er.

Men, fordi hun er ærlig og skriver om sig selv, er der også plads til, at jeg kan være ærlig og tænke over mig selv og holde fast i mit mod til at stå ved, hvem jeg er.

Jeg er ikke asatroende, men jeg er troende, og vi er begge til stede i verden som troende, som kvinder i en mandsverden, som vidende om og vidner på, at man kan leve et liv med troen som åndedraget.

Skal tage tid

Bogen er lang, næsten 600 sider. Selve længden er en del af værket. Det skal tage tid at læse.

Første del, ”Håndværker”, er længst og svarer til den fase, hvor vi lærer. Anden del, ”Kriger, er livsetapen, hvor vi beslutter at gå videre. Sidste del er kort og kaldes ”Magiker”, og i princippet er det uden ende.

Det er den del, hun lever nu.

Andrea Hejlskov: ”Vølve”, forlaget Uro, 2021.

Kast det i hovedet på Gud – også selv om du ikke tror

For et par uger siden blev sognepræst Ann Sofi Lægsgaard Andersen som så ofte før ringet op for at komme ud til samtale med en døende, fortæller hun i dette afsnit af Berørth.

”Det skulle gå lidt stærkt, det var regnvejr, og jeg skulle på cykel”, fortæller hun, der kom afsted i regntøj og det, hun ellers havde på.

”Det var lidt surrealistisk at sidde der i træningstøj og gummistøvler og bede fadervor sammen med den døende og lyse velsignelsen,” erkender hun.

”Men at sidde i sådan et rum er altid meget intenst og fortættet,” fastslår hun.

I den oplevelse ligger dét, hun holder af ved at være præst.

Og dét, hun gerne vil lære andre.

”Jeg træder ind ad døren, og kan det godt være, at jeg lige siger noget i retning af ”sikke en sød hund”, men ellers går der ikke mange minutter, før vi inde ved det dybeste af det dybeste. Det er ikke alle, man lukker ind i sit hjem på den måde, men det må jeg godt. Det er ligesom derfor, jeg er der.”

Ann Sofi Lægsgaard Andersen erfarer, at det hjælper at tale ”inde i det allerdybeste”. Så der vil hun gerne lære andre at være, så de også kan blive dem, der gør en stor forskel for andre ved at tage det første skridt og tale om det, der er smertefuldt.

”Lige så snart, vi tør give lidt af os selv, åbner de andre sig. Og så sker det. Vi tror, vi er helt vildt forskellige, men vi ligner hinanden og kan lære så meget af hinandens erfaringer og historier.”

En bærende del af Ann Sofi Lægsgaard Andersens arbejde som sognepræst i Hellum, Jerslev og Mylund Sogne midt i Vendsyssel er at tale med andre.

Ved siden af gudstjenester, dåb, konfirmationer, vielser og begravelser med mere har hun samtaler en til en, men også sorggrupper for forældre, der har mistet deres børn, og mere bredt favnende sjælesorgsgrupper. De mødes om fredagen til en løbe/gåtur, eller, hvis det nordjyske vejr er for råt for selv vendelboer, et par timer i fredagsbaren i konfirmandstuen med ”øl og popcorn”.

En dag for ikke så længe siden talte hun med mig om ikke at være god til small talk og om at miste et barn.

Tag vores samtale med ud på en gåtur. Jeg tror, den egner sig godt til en vandring i skoven eller ved stranden.

Nyd det derude.

Læs hele artiklen på POV her
Find podcasten Berørth på min hjemmeside her

Følg med her