Copy
Logo

Et nyhedsbrev, der giver samtaler om det at være menneske, og som gør dig nysgerrig på tro og tvivl, sorg, glæde, ansvar og spiritualitet.

Skal jeg absolut stå ved at være mig?

Hvorfor er det lige, jeg synes, jeg skal stå frem med den voldtægt, jeg var udsat for som 16-årig? Den, jeg skriver om i min bog ”Med rank ryg”?

Det letteste havde vel været at gemme sig, ikke?

At tie.

Eller stille sig frem uden navn.

Jeg forstår godt dem, der ikke vil stå frem som dem, de er.

Vi skal tale

Men de af os, der kan, vi skal.

Står man ikke frem med navns nævnelse, viser man ikke verden, at man har myndighed, at man er værdig til at være her, fuldstændig som man er, uanset hvad en anden har gjort ved en.

I mange, mange år har jeg følt mig skamfuld og forkert, selv om det ikke var mig, der havde gjort noget skamfuldt og forkert.

Det havde han.

Kan ikke såres yderligere

Det har sikkert kostet mig et eller andet, at jeg er ærlig, men så må jeg bære det. Det kan jeg godt.

Jeg har en fantastisk familie og er så gammel, at jeg ikke orker at ligge under for, hvad tilfældige mener om mig. Og jeg har så stor en smerte i mig, at jeg alligevel ikke kan blive mere såret.

De af os, der kan, må vise verden, at kvinder har myndighed, at dem, der er blevet voldtaget, har værdighed.

Det samme gælder tro.

Det er samme reaktion.

Giv værdighed videre

Siden jeg stod frem i 2015 med mine oplevelser, er jeg også blevet forsøgt latterliggjort, umyndiggjort og nedværdiget.

Men det er ikke lykkes.

Andre må mene, hvad de vil. Min myndighed kan de ikke tage. Ej heller min værdighed.

Derimod kan jeg give myndighed og værdighed videre.

Passer ikke i gruppen

Jeg passer ikke ret godt ned i nogen som helst kasse.

Det har jeg vist aldrig gjort, selv om jeg ofte har ønsket mig ind i den tryghed, som en fast gruppeidentitet kan give.

Sådan er det åbenbart ikke i mit liv.

Men det er det liv, jeg har, og jeg må leve det værdigt og myndigt.

Mere samarbejde

Heldigvis er der mange, jeg krydser spor med i de mange, meget forskellige sammenhænge, jeg arbejder.

Det er endda, som om tiden arbejder for mig, for flere og flere virker til at ville arbejde sammen med nogle, der ikke er helt som dem selv. Det gælder i hvert fald for mig at se indenfor de kristne retninger i Danmark.

Det glæder mig. Jeg tror jo, vi har mere til fælles som mennesker, end vi tror.

Den holdning vil jeg bære frem med myndighed.

Arbejde i Are-hvad-for-noget

Jeg er journalist og arbejder ikke for at få ret, men for at øge andres og egen indsigt og viden.

Og som sådan har jeg sagt ja til at arbejde foreløbig i nogle måneder for Areopagos.

Are-hvad-for-noget, vil du måske tænke?

Det er et svært ord, som også præst Henriette Pedersen i går, søndag, erfarede, da hun skulle sige det hjemme i min Budolfi kirke.

Teksten, hun læste foran alteret var nemlig fra den del af Bibelen, der handler om tiden efter Jesu død. Da drager Paulus rundt og prædiker, og i Apostlenes Gerninger er han nået til Athen, hvor han taler til byens indbyggere oppe fra bjerget med det svære navn, Areopagos.

Vi lever og ånder

Deroppe fortæller han, at han havde set, at athenerne havde et alter med inskriptionen: For en ukendt gud. Det trøstede ham, at de på den måde ”ærer uden at kende” Gud.

For ifølge Paulus bor Gud ikke ”ikke i templer bygget af hænder” eller ”ligner noget af guld eller sølv eller sten”.

Nej, Gud er ikke ”langt borte fra en eneste af os. For i ham lever vi, ånder vi og er vi, som også nogle af jeres digtere har sagt: Vi er også af hans slægt.”

Det er jo ret vildt, egentlig, det, han står der og siger.

Gud er ikke langt væk.

Vi er dem, der er

Han er den, det, vi er i.

Hold nu op, hvor må det have været et chok for dem, der lyttede og havde lært, at deres gud var i templet.

Jeg har det som Paulus. Gud er det, der er.

Derfor er jeg også glad for at stå ved at arbejde for en organisation, der arbejder for samtaler om tro. For vi mennesker er dem, der er.

Alle sammen.

Læs mere på www.areopagos.dk

Ny film til anbefaling:

”Du som er i himlen”

Forleden havde jeg en af de største biografoplevelser i mit liv. Jeg så Tea Lindeburgs film ”Du som er i himlen”. Og jeg interviewede hende bagefter henne i Aalborgs bedste biograf www.biffen.eu

Stjerner og hjerter

DRs Per Jul Carlsen skriver om ”filmens særlige medrivende intensitet”, Information kalder den ”imponerende”, Jyllands-Posten fastslår, at den er ”fremragende” og giver fem stjerner, som Politiken giver fem hjerter for filmen, der ”vokser til noget nær mytologiske dimensioner”.

Også udlandet er bjergtaget. Som den første dansker nogensinde vandt hun prisen for bedste instruktør til San Sebastián Film Festival for filmen, der er hendes første spillefilm. Hun har før blandt andet skabt Netflix-serien ”Equinox”.

Selvbiografisk

Det var Tea Lindeburgs mor, der gav hende den lille bog, ”En dødsnat”, på knap 100 sider af Skive-forfatteren Marie Bregendahl. Den selvbiografiske roman, udgivet 1912, handler som filmen om det sidste døgn i Lises barndom.

Lise er ældste datter i en stor landbofamilie og mister sin mor i barselsseng.

Bogen er genudgivet 2017 i den originale udgave og kan lånes på biblioteket, også på e-reolen.

Sådan, som det var

Som ung blev Marie Bregendahl forlovet, men brød forlovelsen, fordi hun blev forelsket i digteren Jeppe Aakjær. De var gift i syv år, hvor hun begyndte at skrive og fik en del succes.

Selv Sigrid Undset har hentet inspiration hos hende til storværket ”Kristin Lavransdatter”, der udkom i 1920 op til hendes Nobelpris i 1928.

Bregendahl brød med det moderne gennembrud, hun brød med mændenes måde at skrive på, hvor de forklarer, hvad man skal mene - man kan næsten sige man-splainer. Det gjorde Marie Bregendahl ikke.

Hun beskrev.

Hun viste, hvordan livet var.

Som også Tea Lindeburg gør.

En dannelsesroman på film

Filmen viser først det lyse liv som barn under åben himmel med leg i solskin.

Så føres vi konkret og præcist ind i de små, mørke kamre, hvor blodet fosser, og lagener vaskes.

Og igen tages vi udenfor i stormen, der bøjer trækronerne og viser en uovervindelig magt.

Den højt priste teenageskuespiller Flora Ofelia Hofmann Lindahl viser os i sit ansigt en dannelsesroman: Sådan går man fra at være pige til at blive voksen kvinde.

Det tager kun et døgn.

Guds vilje ske

Børneflokken beder. De voksne beder. Alle ved, at Gud er til. Sådan var det dengang, men nu?

Tea Lindeburg lader farmor, spillet af Lisbeth Dahl, føre ordet.

Hun taler om ”Guds vilje ske”, sætningen i bønnen Fadervor, hvorfra også filmens titel stammer.

”Mange har set filmen som et opgør med troen,” fortalte Tea Lindeburg, da vi sad sammen foran lærredet efter filmen til samtalen.

”Men det er den ikke. Jeg ser sætningen ”Guds vilje ske” som en erkendelse af, at livet går, og at der en tryghed i, at Gud har en plan med os, men vi kan ikke se den - og måske ikke engang begribe den.”

At Tea Lindeburg selv er troende, lægger hun ikke skjul på.

”Det er jeg, men selvfølgelig er det anderledes i dag end dengang,” fortalte hun, der bor i New York med sin mand, musiker og forfatter og pt radiovært i P1-programmet ”Bibelen Leth fortalt”, Kristian Leth, og deres tre børn.

Skuffer du dig selv?
Bliv endelig ved!

Fik du heller ikke brugt Corona-tiden til at skrive en digtsamling, grave en køkkenhave eller gøre din krop mere fit? Fortvivl ikke. Det kan vise sig at være ganske sundt.

”Det er jo ikke sikkert, den var sendt os som et selvrealiseringsprojekt, Coronatiden,” siger Lotte Lyngby, sognepræst, Sønderholm og Frejlev kirker, i det nye afsnit af min podcast Berørth optaget på Løgumkloster Refugium.

Udover at være teolog er hun fagjournalist, supervisor, gestaltterapeut og sjælesørger, mor til to, bedstemor til tre, gift med Bo Øster Mortensen, far til fire.

Og så er hun forfatter til blandt andet "En af den slags morgener”, “Den mor jeg var” og “Kære Martha – ord om Gud til et liv med stress”, alle tre fra www.eksistensen.dk

Lotte Lyngbys enkle sætning om selvrealiseringsprojektet vendte for mig det meste af de seneste to år på hovedet. For hvorfor fik jeg ikke lige ordnet haven, fikset kælderen eller forsøgt mig med en digtsamling? For ikke at sige at få ringet til de venner, jeg ikke fik lov at se?

Der er da for dårligt, at jeg ikke lige fik realiseret noget mere af mig selv, nu samfundet har været lagt ned, er det ikke?

Sådan kan jeg bebrejde mig selv på trods af, at jeg som så mange andre har ligget vandret for at finde andre opgaver, da min primære indtægtskilde, foredrag, i flere omgange tørrede ud.

Skuf tappert

Jeg er ikke ene om at udøve selvtugt netop nu, forsikrer Lotte Lyngby, der har skrevet en række bøger om at leve et liv i vores tid. En af dem handler om stress, og forbavsende meget er relevant for os (i hvert fald for mig) netop dette forår.

Hvordan leve med alt det, jeg ikke fik nået de forgangne to år?

”Skuf tappert,” råder Lotte Lyngby og uddyber:

”Vi må godt være mennesker her i verden, selvom vi skuffer fælt.”

Befrielsen

Udover at være forfatter er hun erfaren sognepræst, nu i Sønderholm og Frejlev kirker, er uddannet fagjournalist, supervisor, gestaltterapeut og sjælesørger. Og har selv været sygemeldt med stress.

Igennem flere år har hun fagligt og personligt undersøgt både skammen, uroen og den nødvendige egen-tilgivelse, når man skuffer sig selv.

”Jeg synes, der er stor befrielse i at vove at øve sig i at skuffe tappert. Vi får noget for det. Vi bevarer os selv intakte. Vi bliver ikke slidt i stykker. Det er prisen værd at være en skuffelse, hvis det er det, man får for det,” sammenfatter hun.

”Men det tog tid for mig at lære,” vedstår hun.

Jesus sagde fra

Da hun var sygemeldt med stress, tog hun bilen og kørte 50 kilometer væk for at købe ind. Hendes sognebørn skulle ikke se hende svag. Deres skuffelse orkede hun ikke at bære.

Men, da hun kom tilbage på job, oplevede hun, at flere end før ønskede samtaler med hende. Uden, at de sagde det direkte, konkluderede hun, at det var, fordi hun havde vist sin menneskelighed ved at have været uperfekt, ved at have skuffet.

Uden sammenligning i øvrigt, som hun indledningsvis siger, så lærte det hende at gøre, hvad Jesus gjorde.

”Han skuffede. Jesus viser faktisk en ret sej vej, endda i forhold til sin familie. Da hans mor kommer og siger; nu kommer du med mig hjem, nu er det nok, nu skal ikke rende rundt og gøre de her ting, så siger Jesus lige ud til dem, der er omkring ham: Det er ikke min mor. Selv overfor sine allernærmeste vover han at stå ved sig selv - og skuffe sin mor.”

Guddommelig coaching

Hun tøver ikke med at kalde Jesus for sin stresscoach, selv om andre måske kan synes, at det er at tage kristendommen lige lovlig konkret.

Det er det ikke for hende.

Når hendes bog har titlen, “Kære Martha – ord om Gud til et liv med stress”, så er det, fordi hun mener, der er nutidshjælp at hente i Bibelen, også i foråret efter Corona.

”Det blev min egen dyrekøbte erfaring i mit liv som stressramt, at hjælpen først kom, da jeg prøvede at leve det, jeg selv prædikede. Da jeg hørte efter og lod Gud sætte mig på plads og minde mig om, at vi ikke skal være Gud. Vi skal bare være mennesker. Der forlanges ikke mere af os end det, vi er skabt til. Dét, mener jeg, er kristendommens grundanliggende.”

Hør podcasten Berørth her
Læs artiklen i POV her

Følg med her