Copy
Logo

Et nyhedsbrev, der giver samtaler om det at være menneske, og som gør dig nysgerrig på tro og tvivl, sorg, glæde, ansvar og spiritualitet.

Sammen hver for sig

Jeg har en god ven, der er ved at dø.

Venskabet er tæt, men han bor langt væk, i Oslo, og vi har mestendels skrevet sammen på mail og kun mødtes få gange.

I denne uge har vi været sammen igen. Tre gange på to dage. Første gang var til middag. Ikke hos ham og hans kone, kræfterne rækker ikke, men hos hans venner, der lagde hus til os fem par. Aftenen var min vens.

Vil helst sige tak

Da han tog ordet, sagde han tak, fordi vi kunne sidde sammen, og han fortalte, hvordan han havde bedt sine venner bede om to ting for ham. For at han kunne sidde en aften sammen med os, og for at han kunne leve til og med julen med børnebørnene.

Tak, for at bede os om at gøre noget så konkret, svarede aftenens husvært, og aftenen igennem talte vi på kryds og tværs om de konkrete liv, vi lever, i en ærlighed, kun få mestrer.

Frimodighed er elskelig

Den aften talte vi om at leve med sorgen, om norsk politik, om Covid-19, om at være gift i mange år, om at dø fra hinanden. Vi talte om tro, om at være troende, om mine oplevelser og deres reaktioner på dem.

Samtalen om alle emner var frimodig, og ordene om tro flettede naturligt ind i og ud mellem de andre emner på en måde, jeg ikke før har oplevet. Mange af mine danske venner taler ikke om tro, andre taler jeg kun tro med. Måske er det min fejl?

Denne aften var lærerig og elskelig.

De voksne mennesker om bordet havde livets mod til at tale om det, der er vigtigt, og ikke kun det, der kan positionere dem. Der var ingen skyhed, men de var til stede. Elskelige.

Det, vi vidste, ville komme snart, tyngede, men lettede vores hjerter.

Vi kendte ikke hinanden

Min mand havde ikke mødte nogle af dem før, jeg havde kun mødte min ven, hans kone og den præst, der var vært for det foredrag, jeg skulle holde aftenen efter, i Uranienborg Kirke, bag slottet.

Vi kendte ikke hinanden, men var enige om at følge min vens ubetingede ærlighed. Den ærlighed, der giver ham og hans kone en sidste tid sammen, som er fuld af møder som denne aften.

Vi lever i to spor, fortalte hun. Sorgens spor og oplevelsernes spor.

Alligevel genkendte vi de andre

Det genkendte jeg. Det genkendte alle om bordet. Vi genkendte hinanden. Fordi vi gik ind i kernen af de emner, vi talte om, fandt vi hinanden. Derinde kan vi finde hinanden.

Jeg ved ikke, hvor gammel, man skal være for at fatte værdien af ærlighed. Måske ikke så gammel i år. Og dog. Noget skal man have erfaret i livet for at nå frem til den ydmyghed, der er forudsætningen for at være ærlig.

Modet i køkkenet

Da jeg næste eftermiddag tog trikken vestpå og blev hentet af min vens kone, var intet af modet forsvundet. Eller mod?

Jeg ved ikke, om det er mod, måske er det ren og skær kærlighed og viden?

De har tænkt over det liv, de vil leve, også i de sidste år sammen. Det har de gjort, fordi de elsker hinanden og vil hinanden det godt.

Vi genkender det, min mand og jeg, fra vores samtaler med os selv, hinanden, familiemedlemmer, venner, dem, der vælger at ville ægt- og nærheden.

Vi fik ostetærte og te, og da min mand kom, var det midt en i længere, fælles latter.

Oplevelsessporet. Det, de to lever i. Vi to lever i.

Modet i kirken

Om aftenen stod jeg foran over 200 mennesker i den imponerende Uranienborg kirke indviet til en førjuleprædiken om, at selv svaler finder et hjem, 22. december 1886.

Det var næsten jul de dage i Oslo, men jeg var nervøs, da jeg stod foran alter og smedejernsgitter, krucifiks og kandelabre. Jeg ville give min ven det bedste. Han sad jo lige der. Lige ved siden af mig. Nær mig.

Hvad sagde publikums stilhed?

Jeg kunne ikke høre det.

Jeg talte til ham.

Fortalte om mit møde med Jesus, om at leve med noget, der er livsomvæltende, men som nogle latterliggør.

Jeg talte om at have været med til at begynde en samtale om tro i Danmark og også her i Norge.

Om at give andre stemme, så de også vover at tale ærligt om det, der betyder mest for dem. Kærligheden, smerten, døden, troen.

Skulle jeg fortsætte

Jeg forklarede, hvordan jeg efter 12 års research og flere tusinde breve, mails og beskeder med mere ved, at mange tier om deres religiøse oplevelser, fordi de ikke tør sige, at de efterlader noget i dem, der ligger hos dem permanent.

Oplevelser efterlader en viden om, at man er elsket. Og det tør folk ikke sige højt.

Mig, elsket?

Jeg er ikke værd at elske.

Det norske publikum tav stadig.

Men jeg så på min ven. Han smilte.

Lad os tale som venner

Jeg talte videre om, at vi må og skal tale sammen i nænsomhed og varsomhed for at få den tillidsfulde ærlighed frem, der er nødvendig for at kunne føre en samtale af værdi om det, der definerer vores liv. At elske og blive elsket.

Jeg talte og talte, og da tiden var gået, stod mange i kø for at købe bøger og tale videre. Jeg talte, og andre talte, men inden da havde jeg stået stille med armene omkring min ven.

Ham, som lærer mig, hvordan man skal tale som venner. Ham, som jeg vil savne, men altid har som min ven.

Statsministeren gav kaffe

Næste dag var vi på det nye Munch museum (det er der, alle fotos stammer fra) efter morgenmad hos den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, Arbeiderpartiet, hvis kone, Marit Slagsvold, var til mit foredrag.

Hun er uddannet sociolog og forfatter til tre bøger (om unges psykiske helse, om sorg og om ægteskab), som jeg var så heldig, at hun gav mig. (Dem læser jeg, og I hører nærmere.)

Hun er også netop blevet præst, har fået job i Uranienborg, er lige gammel med mig, der var en million sager at tale om.

Begge spurgte ivrigt, tiden rendte, et pressemøde ventede statsministeren.

Vi andre fik en kop kaffe mere, og jeg tænkte, at jeg (uden at tage stilling til den norske regerings politik) er tryg ved at vide, at Norge har en leder med en ægtefælle som hende og med en måde at være i livet på, hvor man kan sidde og tale langrend og flytterod (han er netop udnævnt), stabil kristentro (hans) og livslang åndelig søgen (hendes), og så igen have den der lattermildhed, nærhed, ærlighed overfor gæsterne, overfor os, min mand og mig.

Munch malede alles alenehed

Det nye Munchmuseum er udskældt, og ligner da også et skævt, stilladsbeklædt byggeri, hvor man nok kan ane inspirationen fra Edvard Munchs (1863-1944) mest berømte maleri, Skriget, men hvor der ingen farver er, og indretningen er i som i en lufthavn med glas og stål og rulletrapper.

Malerierne (han donerede 40.000 værker) er dog mageløse.

Munch malede, så man kan se, at hvert menneske er unikt og derfor alene. Men, netop fordi vi alle er det, er vi sammen i livet.

Vi bindes sammen på et museum som hans.

Står foran hans malerier som afklædte mennesker hver og en.

Alene og sammen.

Alle er vi født. Alle skal vi dø.

Slå hul ind til himlen

Dropindåb bliver stadig mere populære og for sognepræst Annette Molin Brautsch bliver det ved at være bevægende, fordi det er en handling, der betyder noget for den, der kommer til kirken for at blive døbt, uanset alder.

Det er en gave, mener hun, en julegave. En genfødsel kalder hun dåben, som også julen er en fejring af en fødsel af et barn, af alle børn, af alle mennesker. Men midt om natten, når hun sidder med det spæde barn, kommer noget andet på besøg. Hvad?

Det taler hun med mig om i det juleafsnit af Berørth, der netop er udgivet. Læs også artiklen med hende på www.POV.International. Der er link til begge dele længere nede.

Brug for en kvinde

Annette Molin Brautsch kalder sig fødselshjælper, men er præst på Frederiksberg og godt nok pædagogisk konsulent for arbejdet med netop børn og deres forældre, men nogen jordemoder er hun ikke ligefrem.

Og dog.

For hun vover at drage både sin egen krop, jomfru Maria og juleaften ind midt i tidens debat om moderskab og kønsroller. Med det mod føder hun nye synspunkter ind i en samtale, der vedrører alle, der er blevet født. Uanset om, de er troende eller ej og hvilket køn, de tilhører.

- Til den nye historie, der kommer med Det Nye Testamente, er det en kvindekrop, vi skal bruge. Jomfru Maria, en kvinde, bliver udvalgt til at påtage sig opgaven som at være mor til Guds barn. Det placerer kvinden og hendes krop i en helt særlig position, indleder Annette Molin Brautsch og fortsætter som teolog med at sammenkæde den fortælling, der står i centrum i ikke alene de kommende juleuger, men i hele kristendommen, med sit eget liv.

Stum af tvillinger

- Da jeg fik at vide, jeg skulle have tvillinger i anden ombæring, troede jeg ikke på det. Jeg sad med hånden oppe for min mund, da jordemoderen sagde det. Jeg blev fuldstændig chokeret over, at det kunne lade sig gøre - ligesom Zacharias, fortæller hun, og den bibelske beretning blev så konkret for hende, at hun lo. Hun blev som Zacharias, hvis kone Elizabeth, der var for gammel til at få børn, pludselig blev gravid. Det gjorde ham stum, og han kunne først tale, da han fik sin søn, Johannes, ham, der senere som voksen døbte Jesus.

At have ord forandrer

Fortællingerne i Bibelen handlede pludselig en-til-en om hendes moderne liv i en storby i nutiden, og det blev ved. Genkendelsen, følelsen af det ophøjede, det store, det historiske i at skulle føde børn.

- Jeg følte mig udvalgt til en speciel opgave. Jeg følte mig meget velsignet, husker præsten, der da blev klar over, at hun selv havde hentet ordet fra sin uddannelse, sit job og sin tro.

Det at have et sprog, der gjorde det at bære et barn til noget mirakuløst, forandrede hende og hendes syn på mennesket.

Hør alle afsnit af Berørth her
Læs artikler i POV her

Følg med her