Copy
Logo

Et nyhedsbrev, der giver samtaler om det at være menneske, og som gør dig nysgerrig på tro og tvivl, sorg, glæde, ansvar og spiritualitet.

Livet er ikke som en bog - selv om vi kunne ønske det

Det er så barske tider. I Ukraine og andre steder lider mennesker.

Vores verdensorden virker ustabil.

Det er skræmmende, og mange kan ty til hurtige, klare og befriende lette tanker og handlinger blot for at få lettelse. For at få verden på plads. Få orden på det hele.

Sådan har jeg det.

Angsten og uroen får mig til umiddelbart at kræve ro, uanset hvad.

Men der kræves omtanke.

Jeg skal trække vejret.

Når, jeg gør det, kan jeg bedre se, hvad jeg kan gøre af godt, og jeg kan se, at verdens (og mine) problemer ikke løses med et simpelt greb.

Vi skal hjælpe ukrainerne. Ubetinget.

Vi skal stå ved vores idealer om et demokrati. Dem, vi deler med dem. Hvad er det for et samfund, vi vil forsvare?

Det er netop et samfund, der er frit, og hvor vi ved, alt ikke er sort og hvidt. Hvor vi respekterer livet og alle dets nuancer. Hvor vi erkender, at vi og virkeligheden er mangfoldig og lever derefter.

I øjeblikket har jeg det derfor svært med alle de bøger og film, der lader som om, det er virkelighed, men ikke er det.

Den ene roman efter den anden skrives på virkelige hændelser, film formes efter historiske begivenheder, tv-serier dykker ned i forbrydelser begået for nylig.

Mennesket har altid digtet, men i de senere år er tendensen til, at der digtes meget nær på virkeligheden taget til.

Det gælder ikke kun tv-serierne ”Borgen” med digtede figurer, der behandles i medierne som om, de er virkelige eller ”The Crown”, der behandler virkelige personer som roller i et skuespil.

Det gælder en lang række bøger. En meget lang række.

Mon det gør noget ved os?

At skabe kunst og kultur ud fra det, mennesker selv står i, er en del af formålet, men når man går så tæt på virkeligheden, at man bilder publikum ind, at det er en version af virkeligheden, så kræver det et etisk ansvar, jeg ikke altid ser, at skribenter og filmfolk lever op til.

I de mange serier i den hastigt voksende genre true crime kaster tv-folk sig frem som sandhedens sande detektiver, og i filmen om Kandis portrætteres en gruppe mennesker med fiktionens greb, selv om den kaldes en dokumentar.

Skillelinjen mellem fantasi og virkelighed udviskes. Fakta og fiktion flettes sammen uden tydelig varedeklaration.

Det er ikke sammenblandingen som sådan, jeg har det svært med. Det er den manglende ærlighed, den manglende tydelighed, den manglende respekt for publikum, som jeg synes har krav på at vide, hvad der er hvad.

Jeg er så gammel i gårde som både journalist og læser, at jeg selvfølgelig godt ved, at det ikke er muligt at beskrive noget som helst helt sandt.

Alt er altid formidlet gennem et menneske eller flere. Netop derfor er det vigtigt med gennemskueligheden.

Og så er fiktion ikke virkelighed.

Fortællingen er sat i et mønster. Den er klippet til.

Det skal siges højt og tit i en tid, hvor fiktionen går på strandhugst efter troværdighed i en virkelighed, som de derpå fritager sig selv for at stå til ansvar i ved sige, at det, de har kreeret, er fiktion.

Det er det, der er svært for mig.

Det er svært på et dybt og alvorligt plan.

Langt de fleste forfattere og filmfolk klipper en virkelighed til, så den passer ind i den formel, der får folk til at se en hel serie eller læse en bog færdig. En formel, hvor sløjferne bindes til slut.

Der er set up og pay off. Point of no return. Fortællingen er stort set altid en quest, en jagt, med hjælper og helt, og en aktantmodel med et narrativt forløb, der kan differentiere en smule.

Men.

Det er en skabelon. Den, også eventyr passer i. Den, nogle mener, der ligger i os, som vi er wired til, som det hedder. En lineær beretning med en begyndelse og en slutning. Med orden.

Det er sådan, vi har lært, en fortælling er. Men sådan er livet ikke.

Jo mere, fiktionen lader som om, den er den virkelighed, vi lever i nu og her, jo større chance eller risiko er der for, at vi overfører vi den skabelon til vores virkelighed.

Jeg ser det som en risiko.

En, der vokser, jo højere vores medieforbrug og jo flere, der vil fortælle os historier. I dag er det næsten alle. Stort set alle produkter sælges med en historie. Vores liv gøres til en historie.

Da jeg var teenager, blev ”Romanbladet” og Barbara Cartland nedgjort, fordi det altid endte med, at den søde, blonde pige fik den høje, myndige mand. Det var kønsrollerne, vi opponerede imod. Ægteskabet som målet for kvinderne.

Men det er ikke kun stereotyperne i den slags fortællinger, der er problemet, det er selve måden, vi fortæller på. Og den er ikke forbeholdt triviallitteraturen. Den findes overalt.

Næsten ligegyldigt hvilken bog, film eller tv-serie, du bruger tid på, får du fortalt, at verden går op. Du får at vide, at dit liv består af historier, gerne mange små og en stor, hvor der er et afgørende tidspunkt, a defining moment, en begyndelse, en bevægelse og en slutning.

Det er til at forstå.

Sådan er livet bare ikke.

Livet er ikke en fortælling, der er orden på. Og det formes ikke af enkelte øjeblikke, der forandrer alt.

Det er ikke enkeltbegivenheder, der former livet, det er måden og den tid, man lever med dem på, der er livet.

Livet ændres organisk og i ryk, nogle gange langsomt, til andre tider hurtigt, og så ruller man tilbage til det kaos, man var i engang, men ikke helt, og dagen efter er man moden og i overblik.

Vi sårer og stresser os selv og hinanden, når vi konstant bilder os selv og hinanden ind, at det er virkeligheden, vi portrætterer i de skabeloner.

Men det er så dejligt, når det går op, ikke? Det virker umiddelbart afstressende, når the good guy vinder og the bad guy ikke får hende den kønne, eller vinder krigen. Men det er usandt, det slører virkeligheden, og det er farligt på sigt.

Krigen, ja, vi fortæller også om invasionen i Ukraine med samme model. En ond og en god. To mænd i duel og kvinder og børn, der reddes.

At gøre krig og fred, liv og død til noget så enkelt, er for mig at se et forsøg på at fritage os selv for det eftertænksomme ansvar. Vi vælger hurtigt, hvem der er den gode og vælger at stå på heltens side. Jeg har også selv valgt.

Men jeg ved jo godt, at livet ikke er så enkelt. Det løser sig ikke, der er ingen happy end, ingen skatkiste, der kan findes, ingen krigssejr, der kan vindes entydigt.

Det ville være en lettelse for vores hjerner, om det var sådan. Og for vores hjerter. Men vi ved godt, at verden og livet ikke er sort og hvidt og enkelt. Det er kompliceret og svært og fyldt med glæde og sorg på samme tid.

Sådan er mit liv i al fald.

Det betyder ikke, at jeg ikke streamer serier, der er professionelt fortalt i alle skabelonernes led. Det afstresser min hjerne med det samme, at den ved, hvad der vil ske.

Men jeg holder mig så vidt muligt bevidst om, at det ikke er mit liv, det handler om. Mit liv passer ikke ind i et skema. Det har jeg erfaret både på den smukke og den smertefulde måde.

Mit liv kan ses som et rod.

Det består snarere af cirkler end af lineære forløb. Cirkler, der snørkler sig ind i hinanden. Følelser og forandringer, der gentages. Måske mere som årstidernes skiften. Naturens gang. Som menneskets liv: Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jord skal du igen opstå.

Moder jord, måske?

Prøv at blive i tanken. Måske er den lineære fortælling ikke den mest retvisende måde at give visdom videre på? Måske var det bedre at fortælle cirkulært?

Jo, jeg bliver klogere på livet med alderen, bilder jeg mig selv ind, men jeg bliver ikke af mig selv klogere på at være 18 år i 2022, eller på at være en mand på 93.

Jeg kan læse og se og lytte mig til meget, det er jeg sikker på, og jeg vil til enhver tid plædere for, at kulturbrug gør os mere empatiske, fordi vi får et indblik i andres liv, men - og det er et meget stort men - så længe vi lærer det i en fortælleform, hvor livet går op, kan vi komme vi til at gøre hinanden ondt, hvis vi ikke er klar over det.

For hvad sker der med mig, når jeg oplever, at mit ikke går op?

Hvor kan jeg se hen og opleve, at det ikke er mig, der er forkert på den, når jeg fejler igen og igen?

Når livet går i cirkler og ikke lige ud som en færd fremad mod et mål?

Hvor går du hen?

Ny bog til anbefaling:

”Et liv forbi”

Heldigvis læser jeg mange gode og stærke bøger, der bryder skabeloner og tør være ærlige.

Jeg har endda i mange år interviewet en lang række af de bedste forfattere fra ind- og udland. Det gør jeg fortsat. Både til min podcast og blandt andet på Ordkraft, ordfestivallen i Nordkraft, Aalborg.

På www.ord-kraft.dk kan du hente program for alle tre festivaldage 7.-9.april.

Kom endelig! Det er en givende oplevelse, ofte især at høre interview med forfattere, men ikke kender i forvejen.

En af dem, jeg i år skal tale med for første gang, er den unge, norske succesforfatter Helga Flatland, født 1984.

Jeg skal interviewe hende om hendes seneste roman, ”Et liv forbi”.

Da jeg havde læst den, blev jeg sat ind i lange samtaler med mig selv om, hvad jeg ville gøre, hvis min mor blev alvorligt syg. Det var ikke rart, men nødvendigt, og jeg håber, det kan gøre os alle godt, når den tid måske kommer.

Forældre og børn

Helga Flatland skriver romaner, der foregår i vores tid. I hendes nyeste bog følger vi Sigrid, der er læge i Oslo, og hendes mor, Anne, der passede sin i stigende grad hjerneskadede mand i mange år. Romanen foregår, efter han er død, og Anne bliver syg.

På skift læser vi om Sigrid, der slås med sin følelse af at have være tilovers og forladt, uelsket og utilstrækkelig, mens Anne kæmper med skyld og udmattelse, afmagt og et uafklaret forhold til døden.

Sigrid mindes, hvordan hendes mor ikke smurte madpakker og glemte at give hende regntøj med, Anne husker årene som i en tåge af træthed med en både plejekrævende og endog ubehagelig mand og to børn i skolealderen.

De to verdener mødtes ikke, de skiltes, Sigrid flyttede.

Helge Flatland skriver om en familie med kun en smule indlevelsesevne og meget lidt mod til at tale om tingene.

Måske er jeg selv sådan?

Hendes personer er naturtro, de lever nu, de er uperfekte og ikke særlig sympatiske. De afslører sig som værende drevet af egne forvrængede opfattelser af hinanden. Det er barsk læsning, men rammende. Prøv det.

I denne tid kan det også være lærerigt at læse hendes trilogi fra 2010´erne om norske soldater, der tager i krig i Afghanistan: ”Bliv hvis du kan. Rejs hvis du må”, ”Alle vil hjem. Ingen vil tilbage” og ”Der findes ingen helhed”.

Helga Flatland: ”Et liv forbi”, Turbine.

Gør Gud en forskel under krig og Corona?

Helt ny forskning viser, at danskerne siger nej til, at pandemien gjorde dem mere religiøse, men ifølge forskningsleder Henrik Reintoft Christensen bliver vi rent faktisk mere og mere spirituelle i de her år.

Vi forbinder bare ikke vores egen tro med kirker og institutioner og de gammelkendte religioner, fotæller han i det nyeste afsnit af podcasten Berørth.

Måske var det feltpræsten William Thomas Cummings, der sagde det først i en prædiken ved slaget på halvøen Bataan nær Manila i 1942.

Måske var det skrevet inden da i reportager fra første verdenskrig.

Måske kan det findes hos Platon.

Sikkert er det, at sætningen er så udbredt, at den regnes for en sandhed.

”I skyttegravene er der ingen ateister,” gengiver Henrik Reintoft Christensen.

Han er religionssociolog og leder af Center for Samtidsreligion på Aarhus Universitet, hvor jeg talte med ham under et af Jens Jørgen Thorsens (1932-2000) Jesus-malerier.

I sit og kollegers netop afsluttede og endnu ikke offentliggjorte forskningsprojekt Does a Pandemic Increase Religiosity in a Secular Nation? A Longitudinal Examination er resultaterne parallelle med dem beskrevet af ham og kolleger for kort tid siden i Religionsvidenskabeligt Tidsskrift:

Danskerne anser ikke sig selv som værende blevet mere religiøse under pandemien.

”Nej, det gør vi ikke,” fastslår Henrik Reintoft Christensen og fortsætter:

”Vi har haft en krise så stor, at den har lukket næsten hele verden ned. Vi havde forestillet os, at det også ville betyde, at mennesker ville blive mere religiøse som en måde at håndtere den her krise på,” fortæller han.

Men det er ikke det, forskningsresultatet viser.

Ikke Guds straf

”En af forklaringerne kan være, at vi ikke i Danmark har været så pressede, at vi begyndte at have nogle eksistentielle refleksioner over vores egen tilværelse. Sundhedsmyndighederne har truffet nogle beslutninger, som gjorde, at toppen blev taget af den her krise,” analyserer Henrik Reintoft Christensen og mener, at det samme gælder krigen i Ukraine, ”i hvert fald for nuværende”.

Ifølge ham ligger den forklaring i forlængelse af andre studier af velfærdsstatens rolle. Jo mere trygt et samfund er, jo mindre brug af religionen som tryghedsskabende og socialiserende ramme og jo færre overvejelser om religion giver en befolkning udtryk for.

Har ikke lært at tro

”Velfærdsstaten har haft så stor gennemslagskraft, at vi som individer mere eller mindre har glemt den religiøse vinkel. Vi er ikke blevet socialiseret ind i den,” fastslår han.

Andre studier dokumenterer, påpeger Henrik Reintoft Christensen, at ældre mennesker ser sig selv som mere religiøse end yngre. Det skyldes dog ikke, viser forskningen, at man bliver mere religiøs med alderen. Det er, fordi de er opdraget på et tidspunkt og i et samfund, hvor de har lært at være det.

”Det ser faktisk ikke ud, som om det har noget at gøre med personlige sorger eller en akkumulering af livsvisdom. Det er simpelthen et spørgsmål om, at hver generation bliver stadigt mindre socialiseret i det religiøse fællesskab end den forrige generation,” sammenfatter han.

At skelne mellem det, der er religionens samfundsregulerende praksis med normer og ritualer og så den enkeltes tilknytning til Gud eller hvad, vedkommende kalder det, er afgørende for at forstå den forandring, der sker i de her år, mener Henrik Reintoft Christensen.

Ifølge ham vil trossamfundene stadig kunne have en stor rolle i folks liv som en ramme om de fællesskaber, mennesket altid vil søge hen i, men flere vil skifte mellem de steder, de kommer. De vil selv forme den måde, de udlever netop deres spiritualitet på.

Hver vores puslespil

Sammenfattende udleves den spirituelle og eksistentielle dimension af religionen i dag som en ”en konstant åbenhed”, observerer han.

”Individet har en opdateret forståelse af, hvordan verden ser ud, som giver mest mening for dem lige nu.

Den kan så indbefatte krystaller på et tidspunkt, rosenkrans året efter, eller hvad det end bliver. Vi ser ind i en fremtid, hvor der vil være endnu mere puslespil over den måde, vi hver især tilrettelægger vores syn på verden på,” forudser Henrik Reintoft Christensen.

Læs hele artiklen på POV her
Hør podcasten Berørth her

Følg med her