Copy
Logo

Et nyhedsbrev, der giver samtaler om det at være menneske, og som gør dig nysgerrig på tro og tvivl, sorg, glæde, ansvar og spiritualitet.

I bryder tabuet om tro

Jo, det var mig, der for syv år og en dag siden udgav “Jeg mødte Jesus”, 30. januar 2015.

Eller rettere; jeg havde skrevet bogen. Det var redaktør Mette Jokumsen på Informations Forlag, der besluttede at udgive den, efter seks forlag havde sagt nej til mig.

Det var ikke mig, der fik den ud i offentligheden. Til jer. Det var hendes mod.

Det var heller ikke mig, der havde modet til at gå til forlagene. Det fik jeg af mine møder med Jesus og af min mand.

Det er ikke mig, der har købt mine bøger og er kommet til mine foredrag eller har fået anmeldelserne sat i aviserne eller opfordret mine journalistkolleger til at skrive artikler og producere tv- og radioindslag i snart sagt hvert medie, der findes.

Det er jer

Det er jer, der har sat gang i samtalen om tro og oplevelser.

Det er jer, der har brudt årtiers tabu om tro.

Det er jer, der har gjort det muligt for kendte og ukendte at stå frem med deres tro og oplevelser.

Se jer omkring

Se, hvor mange, der taler nu.

Lyt til alle dem, der træder frem med deres historie om at tro.

Kan I se og høre det

Forskellen fra 2015 til nu?

Det er jer, der har gjort det. Det er jer, der har modet. Jer, der taler sammen, køber bøger, møder op til foredragene, diskuterer videre, skaber den åbenhed, der i dag er om tro.

Hvor er det vildt

Det er så vidunderligt, at der nu er langt større anerkendelse af, at tro betyder noget, end der har været i mange år.

Det er jer, der har gjort det.

Tak

Tak for alt det, I gør. For hinanden, for de tavse, de generte, de sky. For mig. Jeg er tryg og tør tale videre, fordi I er der.

Det er ikke altid rart at møde den slet skjulte hån fra både fremmede, journalistkolleger og teologer, men det er altid rart at mærke, at det gør en forskel, at man ikke tier. Jeg mærker selv, hvilken forskel I gør for mig.

Tak

En af de mange, der har givet mig mod og fra begyndelsen har støttet mig, er Niels Christian Hvidt, professor i åndelig omsorg, Spiritual Care, på Odense Universitetshospital under Syddansk Universitet.

Det er derfor med utrolig stor glæde, at jeg her kan give jer en ganske særlig gave: Et helt unikt interview med Niels Christian Hvidt, der ærligt fortæller om at leve videre efter sit næsten dødbringende fald på mountainbike på Himmelbjerget.

Over kaffe og verdens bedste og blødeste og sødeste kage fortalte han en eftermiddag om at ligge på en mudret sti og vide, at han have brækket nakken, men alligevel have “en form for ro”, som han “ikke ved, hvad kom af.”

Ord, der læger

Roen gjorde, at han kunne handle. Ambulancen kom. Sygehuset tog imod ham.

Men, hvad nu? To og et halvt år efter?

Lyt til den dybt personlige og gribende samtale - og lyt også (før eller efter) til det faglige interview med professoren, der har økonomiske argumenter for at tale åbent om tro - og om døden.

Hør den eksklusive samtale med Niels Christian Hvidt her

Endnu en bog, jeg kan anbefale:

“Jeg tog en lang diskussion med Gud”

Forfatteren Anne-Cathrine Riebnitzsky er en af de få, der i flere år år har været ærlig om sin kristne tro.

I flere interview - også med mig - har hun fortalt om de morgensamtaler med Gud, de tager, inden hun sætter sig til at skrive.

Det gjaldt også under arbejdet med den seneste roman, “Vindens port”, fra dengang, Al-Andalus, den sydspanske provins, var maurisk. Den foregår ikke mere end 100 km fra Úbeda, hvor jeg mødte Jesus - og hvor er det en vidunderlig bog.

Dragende, heltemodig og mild

Romanen er, som romaner bør være. En hovedperson, man gerne vil lære (og lærer) at kende. En handling. Lærdom. Kærlighed.

Sådan var det også med ”Smaragdsliberen”, som jeg interviewede hende om til NORDJYSKE i 2018.

Hendes hovedpersons far viste sig at have været død, gik det op for hende, men hun orkede ikke umiddelbart at skrive om en nærdødsoplevelse.

Måske ville det afskrække nogle læsere, virke for fremmed?

"Jeg tog en lang diskussion med Gud,” fortalte hun.

Hvad, der blev sagt i samtalen, gengiver hun ikke, men hun gik i gang med at skrive.

Det lyserøde hit

Mange vil gerne høre hende tale om romanerne, men hun kaldes også ofte ud til en lille, rosa bog, hun har udgivet i serien “Kristendommen i følge …” fra forlaget Eksistensen.

Den har den simple titel, “Tro i hverdagen”, og det er, hvad den handler om.

Helt enkelt.

Seriens bøger er alle værd at læse, men for mig har Anne-Cathrines Riebnitzsky et særligt værdifuldt aspekt, fordi hun står ved, at man kan mærke Gud.

Det kræver mod at skrive det. Tak.

Anne-Cathrine Riebnitzsky: “Tro i hverdagen”, forlaget Eksistensen

Tal om døden. Og spar penge.

Det koster os alle dyrt, både i kroner og ører og ikke mindst i tryghed og velbefindende, at vi ikke tør tale om døden, hverken som privatpersoner eller som læger eller sygeplejersker på job.

Det viser ny forskning fra professor Niels Christian Hvidt fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet.

Samtaler giver tryghed

Han ved godt, at det lyder ”provokerende”, men vil alligevel gerne sige det højt. Måske det kan sætte tanker i gang? Samtaler? Som kan spare penge og samtidig gøre livet bedre for dig og mig og dem, vi elsker. Han tror det.

”Der er flere undersøgelser, der viser, at hvis vi bliver bedre til at understøtte patienters åndelige og eksistentielle smerte, så får vi mere trygge patienter, mere trygge døende,” sammenfatter han.

Besparelser ved åbenhed

”Det kan for mange måske kan være lidt provokerende, men et stort studie fra Harvard (Balboni T, Balboni M, Paulk ME, Phelps A, Wright A, Peteet J, et al. Support of cancer patients' spiritual needs and associations with medical care costs at the end of life.) kiggede på, hvad et døende menneske koster i den sidste uge. Dem, der følte sig vel understøttet, kostede simpelthen det halve. For etniske patienter og meget religiøse patienter var besparelsen endnu større.”

Hvorfor, det er billigere at have patienter, som har fået talt om død og sorg og tro med personale og deres pårørende, har han en forklaring på. En forklaring, der rækker langt ind i det liv, vi alle lever til hverdag.

Niels Christian Hvidt ses her med sin hustru, Elisabeth Assing Hvidt, cand.mag. i religionsvidenskab, der på Syddansk Universitet er i gang med et relateret forskningsprojekt om betydningen for patienter af relationerne mellem de ansatte og mellem de ansatte og den syge.

”De har en større grad af tryghed og kan i højere grad klare, at døden nærmer sig. Andre vil gå i panik og vil ind på hospitalet og dør så på en travl intensiv afdeling. Det er ikke alene et dyrt sted, men også et meget utrygt sted for den døende og for de pårørende,” forklarer Niels Christian Hvidt.

36.000 deler åndelighed

Netop nu sidder han og hans forskerhold og ser på, om danskerne selv synes, de har et behov for at få talt om livet efter døden og andre store, eksistentielle spørgsmål.

36.000 har svaret på et udførligt spørgeskema sendt ud i november 2021.

”Det er et unikt studie, og det overrasker os, hvor stort behovet for at opleve livet som meningsfuldt er. Men også for nogle mennesker behovet for at bede og for, at nogen beder for mig. Det er fantastisk spændende at begynde at se hvor mange behov, der er hos helt almindelige danskere. Og ikke mindst hos kræft- og KOLpatienter og hjertestop-overlevere, som vi også har sendt til,” siger Niels Christian Hvidt.

Dårlig undskyldning

Selv om det eksistentielle, som det kan anes i spørgeskemasvarene, er vigtigt for os, så taler vi ikke om det.

”Vi ved fra undersøgelser, som vores forskere har udført, at det eksistentielle er meget tabubelagt. Selv på hospice hersker et tabu om spørgsmål som: Hvor er Gud i alt det her, hvad sker der, når jeg dør, ser jeg mine kære igen,” fortæller Niels Christian Hvidt og fortsætter:

”Der er en stor berøringsangst over for at gå ind i samtaler om de emner, men det er vigtigt, at ikke kun præster, gør det, men også læger og sygeplejersker. De er de nærmeste omsorgspersoner. Hvis ikke de taler med patienterne om det, der eksistentielt betyder noget for dem, så mister de tryghed.”

Det kan godt være, at det er svært, erkender han, for såvel personale som pårørende at tage samtalerne.

”Men det er en dårlig undskyldning, simpelthen,” fastslår Niels Christian Hvidt.

Hør podcasten Berørth her
Læs artiklen i POV her

Følg med her